Abstract
I denne artikel diskuterer jeg Immanuel Kants videnskabssyn, som det tager sig ud i Kritik af dømmekraften. Udgangspunktet er erkendelsesteorien og i særdeleshed den såkaldte skemateori. For Kant findes der rene videnskaber og empiriske videnskaber. De rene videnskabers begreber er karakteriseret ved at være skematiserbare i streng forstand. Det vil sige, alle de videnskabelige begreber og objekter i de rene videnskaber er objektive i den forstand, at alle mennesker til alle tider vil nå frem til den samme viden, hvis bare de forsker længe nok. I de empiriske videnskaber, såsom biologien og kemien, indgår derimod fornuftsmæssige begreber og objekter, som ikke strengt taget er mulige erfaringsobjekter. Dette betyder, at der er et vist subjektivt, det vil sige ikke- skematiserbart, element i de empiriske videnskaber. Men det er ikke den fuldstændige relativisme eller vilkårlige instrumentalisme, der hersker. Der er visse subjektive principper og maximer, som er mere ’naturlige’ og ’rigtige’ end andre. Kants typiske eksempler herpå er ideen om fuldstændig enhed af den videnskabelige erkendelse og ideen om teleologi i naturen – at intet i naturen er tilfældigt, og at alt har et formål. Artiklen afsluttes ved at perspektivere og sammenstille Kants videnskabsfilosofi med Thomas Kuhns nutidige videnskabsteori. Jeg argumenterer for, at Kants og Kuhns teorier har fundamentale elementer og strukturer til fælles, og at de vigtigste fornuftsmæssige ideer og principper hos Kant går igen i Kuhns teori om transparadigmatiske værdier.
Original language | Danish |
---|---|
Title of host publication | Kants kritik af dømmekraften : Otte læsninger |
Number of pages | 25 |
Place of Publication | Århus |
Publisher | Forlaget Philosophia |
Publication date | 2007 |
Pages | 117-142 |
ISBN (Print) | 87-88663-60-0 |
Publication status | Published - 2007 |