Venstre: Partiforandring på trods eller på grund af en stærk partiorganisation?

Venstre fejrede sit 150-års jubilæum i 2020 og har ledet de fleste regeringer efter 2001, hvor partiet tilmed opnåede at blive størst efter at have vendt en langvarig vigende vælgertilslutning, som varede frem til 1980’erne. Forinden havde partiet formået at omstille sig fra et klasseparti med opbakning især på landet til et borgerligt catch-all parti. Artiklen anlægger med udgangspunkt i Harmel og Janda (1994) et politologisk partiforandringsperspektiv på Venstre især siden 1980’erne. Artiklen noterer sig, at partiet med inspiration fra udlandet gennemførte en ideologisk forandring, først i nyliberal og siden i midtsøgende retning, samt at lederskift også katalyserede forandring, hvortil kommer, at Venstres vælgermæssige succes blev hjulpet på vej af krise hos De Konservative. Artiklen gør her den observation, at Venstre først gennemførte en organisatorisk forandring efter at have opnået succes, ikke før, samt at partiets relativt stærke organisation, modsat de teoretiske forventninger, ikke stod i vejen for en forandring, men tværtimod tilsyneladende gav partiet ressourcer og tid til at gennemføre forandringen. Til slut diskuterer artiklen, om Venstre også formåede at øve indflydelse på den førte politik, ligesom den reflekterer over partiets overordnede situation ved jubilæet, nu i opposition og med ny partileder efter folketingsvalget i 2019, og med færre medlemmer end før.