Værdiladninger og intolerance

I Bøger den 21. juni tilslutter Anna Libak sig Morten Messerschmidts kritik af, at samfundsforskerne Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard i en undervisningsbog kategoriserer Dansk Folkeparti (DF) som ”intolerant”. Lige som Messerschmidt hævder Libak, at ordet ”intolerant” er negativt værdiladet, hvorfor anvendelsen af det i kategorisering af politiske partier ikke kan være videnskabelig, men er indoktrinering af gymnasieelever.
Selv om Messerschmidt og Libak har ret i, at ord som ”tolerant” og ”intolerant” kan bruges og forstås som indeholdende værdidomme, så er det forkert, at ordet ”intolerant” ER en negativ værdidom. At et ord kan bruges værdiladet, betyder ikke, at ordets mening udelukkende består i en værdidom. Det samme gælder jo for rigtig mange andre ord – f.eks. kan ord som ”akademisk” og ”journalistisk” bruges som værdidomme. Det betyder ikke, at de ikke har et ikke-værdimæssigt betydningsindhold, som værdidommen knyttes til.
Desuden viser disse eksempler, at værdidomme både kan være positive og negative. Det samme gælder ordet ”intolerance”: Nogle gange er beskrivelse af noget som intolerant negativt værdiladet. Men nogle gange er det omvendte tilfældet: DF har f.eks. selv ofte kæmpet for ”nul tolerance” i retspolitik og integrationspolitik. Så at være intolerant kan altså være noget positivt.
”Tolerance” og ”intolerance” har en deskriptiv kernemening, som eventuelle værdidomme kan knyttes til. At være tolerant vil sige, at man undlader at gribe ind overfor afvigelser fra normen eller ting, man ikke bryder sig om, selv om man kunne. Intolerance er derimod at forsøge at gribe ind ud fra sin misbilligelse. Der er intet værdiladet i denne kernemening, og begrebet kan bruges uden værdiladning, hvis det bare specificeres hvordan – som i forskernes undervisningsbog.
Det interessante ved Messerschmidts kritik, som Libak er helt blind for, er dog, at han på sin vis bekræfter forskernes karakteristik af DF som intolerant. Han truer dem jo med at gå til undervisnings- og forskningsministerierne. Selv om denne trussel ikke har nogen gang på jord, har den alligevel en vis vægt, når den kommer fra en prominent politiker og parlamentsmedlem. Den er jo en trussel om, at han vil forsøge at få forskerne censureret. Herved viser Messerschmidt dels, at han faktisk er intolerant overfor videnskab, dels at DF er hyklerisk i sit forsvar for ytringsfriheden – for retten til at ytre sig frit gælder åbenbart ikke, når ytringer falder DF for brystet.