Tværsektoriel samarbejde og kommunikation imellem sundhedsprofessionelle når ældre patienter udskrives: Aktionsforskning om forandringslyst, kompleksitet og styring i et sundhedsvæsen under pres

Denne afhandling beskæftiger sig med at undersøge tværsektorielt samarbejde og kommunikationspraksis imellem sundhedsprofessionelle, når ældre patienter udskrives fra hospital til fortsat pleje, behandling og træning i eget hjem.

Afhandlingen har afsæt i et kollaborativt aktionsforskningsarbejde, som er gennemført sammen med sundhedsprofessionelle ansat ved henholdsvis en medicinsk afdeling på et mellemstort regionshospital og ved en mellemstor kommunal hjemmepleje i Danmark. Ofte er det netop kommunikationen og samarbejdet mellem de sundhedsprofessionelle, der opfattes som problematisk og som årsagen til, at ældre patienter oplever manglende koordinering og sammenhæng i deres pleje- og behandlingsforløb. Med tre historiske nedslag viser jeg, hvordan det tværsektorielle samarbejde siden 1970’erne har været en problematik, som har optaget fagprofessionelle, forskere og politikere. Analysen af de udvalgte policy-dokumenter viser, at på trods af årtiers massive interesse for at gøre noget ved problemstillingen, fremstår udfordringerne med det tværsektorielle samarbejde om muligt endnu mere aktuelle og centrale i diskussionerne om udviklingen af det danske sundhedsvæsen i dag.

Altså beskæftiger jeg mig i denne afhandling med en ganske velkendt problemstilling. Mit bidrag til at forstå problemstillingens kompleksitet er inspireret af en poststrukturalistisk- og aktionsforskningsorienteret teoriramme. I afhandlingen undersøger jeg, hvordan det er muligt for de sundhedsprofessionelle gennem kollaborative processer at forbedre og forandre det tværsektorielle samarbejde og kommunikationen om patientens udskrivelse, men jeg ser også kritisk på, hvordan forandringsdiskurser muliggør det tværsektorielle samarbejde. Afhandlingen belyser således nogle af de modsætninger og spændinger, der formes, former og omformes, når de sundhedsprofessionelle kommunikerer og samarbejder om patienters udskrivelse fra hospitalet.

Gennem aktionsforskningsforløbets kollaborative processer samproducerede praktikere fra de to sektorer og jeg nye erkendelser og viden om, hvordan det tværsektorielle samarbejde er både spændingsfyldt og komplekst. Jeg viser med afsæt i mit analytiske arbejde, hvordan bestemte diskurser fastholder og fastholdes samt transformerer og transformeres i institutionelle begrænsede mulighedsrum, og hvordan positioneringer, beslutningsprocesser og den kollaborative forskningsproces er knyttet hertil. Jeg argumenterer videre for, hvordan jeg, med dette arbejde, kan gøde jorden for, at diskurssigtet kan blive en aktiv komponent i kollaborative forskningsstrategier, hvor forskere er aktive deltagere i forandringsprocesser.

Aktionsforskningsforløbet har givet indsigt i en række problemstillinger forbundet med at samarbejde og kommunikere tværsektorielt i forbindelse med ældre medicinske patienters udskrivelse. Afhandlingens konklusioner forholder sig til disse problematikker:

For det første viser aktionsforskningen, at det var problematisk, at de sundhedsprofessionelle ikke havde et tilstrækkeligt kendskab til den anden sektors praksis omkring udskrivelse af den ældre patient. Det betød, at udskrivelsesprocessen ofte var præget af misforståelser, manglende og utilstrækkelig dialog, samtidig med at de ofte havde en form for mistroiskhed over for hinanden, der netop var begrundet i manglende viden.

For det andet viste det sig, at det var udfordrende for deres samarbejde, at kommunikationen om udskrivelsen primært foregik via et elektronisk kommunikationssystem. I det elektroniske system kunne de primært udveksle data og informationer om patienten – uden dialog. Det var i dette system ikke muligt for de sundhedsprofessionelle at have en dialog omkring patientens situation. Ofte modtog de i begge sektorer informationer om patienten, som de enten ikke forstod, eller som ikke gav mening for dem i deres praksis.

For det tredje peger aktionsforskningen på, at udskrivelsessituationen let blev til en form for kampplads, hvor de sundhedsprofessionelle kæmpede om retten til at definere patientens plads i sundhedsvæsenet. Det er en kampplads, som er infiltreret af institutionelle styringslogikker, hvor de sundhedsprofessionelle anerkendes for handlinger, der kan gøre samarbejdet om udskrivelsen vanskeligt. Sygeplejersken på hospitalet oplevede anerkendelse for hurtig at udskrive patienten, og kommunens visitator oplevede anerkendelse for at visitere færrest mulige ydelser, og hun vil derfor gerne have, at patienten ved udskrivelsen er så færdigbehandlet som muligt, hvilket kan betyde længere indlæggelsestid.

Et fjerde resultat fra aktionsforskningen er, at der synes at være en tagen-for-givet-talen om et helhedsorienteret patientperspektiv. Det er en forståelse, som der hyppigt blev henvist til, men som viste sig at være en slags `empty signifier´, som enten intet indhold havde, eller som bruges helt forskelligt af de sundhedsprofessionelle. Ofte var deres ”helhedsorienterede syn” på patienten præget af hver deres sektororienterede forståelse af helhedsorienteret patientperspektiv.

Det femte resultat handler om, at de sundhedsprofessionelle oplever det som konfliktfyldt at deltage i at forandre og forbedre deres praksis. Især har de seneste årtiers fokus på evidens, dokumentation, effektivitet og standardisering fortrængt de sundhedsprofessionelles muligheder for at bidrage med deres specifikke viden i arbejdet med forbedring. Ofte oplevede de, der arbejder i direkte kontakt med patienterne, det som umuligt at inkludere deres faglige viden og erfaringer i arbejdet med at forbedre praksis.