Til forsvar for human-ismerne

Humaniora. Teori-og ismeficeringen er ikke nødvendigvis et krisetegn: Med til historien hører nemlig også, at den manglende samfundsrelevans, som humaniora ofte skydes i skoene, ser ud til at være en saga blot.

Man kunne i forrige udgave af Weekendavisen læse en gravskrift over humaniora: Ud med de store klassikere som Homer, Shakespeare og Goethe og ind med diverse samfundsvidenskabelige »ismer«. Belægget finder lederskribent Klaus Wivel i en ny antologi, Kampen om disciplinerne, hvori det fremgår, at de tre mest populære teoretikere på humaniora er Foucault, Bourdieu og Latour.

Som flere glædeligvis allerede har gjort opmærksom på, er det dog ikke nødvendigvis udtryk for, at humaniora har solgt ud til fordel for samfundsvidenskaben.

For det første har både Foucault og Latour klare humanvidenskabelige rødder. For det andet viser en nærmere gennemgang af statistikken, at de tre såkaldte samfundsteoretikere måske slet ikke er så altdominerende i det humanistiske ismelandskab.

Problematisk er imidlertid også Wivels fremstilling af Foucault, Bourdieu og Latours indtog i de humanistiske miljøer som forklaring på, »at studerende kan gå gennem et humaniorafag med blot et overfladisk kendskab til fagets kanon.« Ifølge Wivel er der nemlig sket en overteoretisering pga. et udefra kommende pres for at »give fagene en grund af videnskabelighed«. De fleste fag har sandt at sige en interesse i at cementere en vis videnskabelighed. Men Wivels formulering rummer en problematisk antagelse om, at de humanistiske discipliner ikke selv besidder en sådan, men må pynte sig med lånte -ismer fra konkurrerende videnskaber.

Med reference til den amerikanske litterat Herold Bloom hylder Wivel et romantisk og reduktivt syn på humaniora som »en individuel fordybelse i kunstens sprog og et studie af menneskets indre liv til alle tider, fra Job til Amy Winehouse.« Det er dog ikke just det billede af humanioras formål, jeg møder i min forskning i de aktuelle studieordninger. Disse afspejler derimod oftest en bred og langsigtet samfundsforpligtelse, som rækker ud over de politiske krav om arbejdsmarkedsrelevans såvel som individuel fordybelse.

Klassikere som Homer og Shakespeare og Goethe læses i øvrigt stadig flittigt. Men der læses ganske rigtigt også en del teori. Det gør der først og fremmest, fordi teori er en vigtig nøgle til at åbne værkerne og læse ting ud af dem, som vi ellers ikke ville kunne se. Med teorien får vi desuden et sprog, som er hævet over den individuelle erfaring, og som gør det muligt at diskutere fagets genstand med både fagfæller og udenforstående.

Som man kan læse i Kampen om disciplinerne spiller teori en særlig rolle for netop humanister: Da fagenes genstande ikke er naturlige forekomster, men derimod kultur-og samfundsskabte fænomener, kan de nemlig ikke studeres, uden at vi gør os visse forudgående antagelser om deres beskaffenhed. Derfor er de humanistiske fag per definition teoriafhængige i en grad, så det til tider kan være svært at sondre mellem teori og virkelighed. Det gælder for eksempel føromtalte Foucault, som gav humanvidenskaberne nyt terræn ved at udforske fænomener som sygdom og seksualitet, der førhen blev opfattet som naturlige som kultur-og samfundsskabte.

Tilbage står nu spørgsmålet om, hvorvidt situationen på humaniora faktisk er så ulykkelig? Ifølge Kampen om disciplinerne er teori-og ismeficeringen ikke nødvendigvis et krisetegn: Med til historien hører nemlig også, at den manglende samfundsrelevans, som humaniora ofte skydes i skoene, ser ud til at være en saga blot: Humanisterne samarbejder i stigende grad med kolleger fra andre hovedområder, bruger gerne flere forskellige teorier og metoder og engagerer generelt mere samfundsmæssige spørgsmål.