Stedet som et (tværkulturelt) møde

Traditionelt inden for hverdagsforståelser såvel som akademiske discipliner har opfattelsen af stedsbegrebet været polariseret mellem to meget forskellige aspekter: en relativt objektiv, naturalistisk forståelse af sted og en relativt subjektiv, eksistentiel forståelse af stedets betydning. Den ene side har understøttet en deskriptiv tilgang til sted baseret på materialitet og ’natur’, mens den anden består af tilgange med vægt på erfaring, mening og betydning. Begge har været kritiseret for at mangle samfundsteoretiske elementer. De kom ind i 1980’erne i udviklingen af begreber om social konstruktion af steder set dialektisk sammenhæng med udsagn om at ’place matters’, simpelt sagt at allerede konstruerede steder virker tilbage på efterfølgende konstruktionsprocesser.

Tilgangen i dette kapitel lægger sig i forlængelse af disse diskussioner med udgangspunkt i en tilgang, vi vælger at kalde ’kritisk fænomenologi’. Når vi taler om stedet som mødested, ser vi det med udgangspunkt i en ontologi om menneskers ’væren-i-verden’ som en eksistentiel fakticitet – en praktisk, orienteret, hverdaglig involvering eller engagement i nogle omgivelser, der består både af objekter og andre mennesker. Steder kan ses som specifikke artikulationer af sociale praksisser, sociale relationer og materialiteter såvel som erfaringer, narrativer og symbolske meninger hos deres forskellige brugere. Det er således en tilgang, der tillægger mødet ontologisk primat – mødet med den anden/det andet, dvs. både humant og ikke-humant. Mødet kan således involvere både solidaritet og konflikt; homogenitet/ forskellighed, inklusion/ eksklusion, inkorporeing/ frastødelse.