Selvforglemmelsens antændelse: Kunst, kultur og samfundsskabelse i bevægelse

Lys og mørke. En svensk digter har skrevet, at vi må finde stjernerne dér, hvor mørket er. Jeg vil derfor begynde med at tale mørket frem. Vi spørger i dag hinanden: Hvad bør kunstens og kulturens rolle være i samfundet? Jeg vil gerne reformulere dette spørgsmål: Hvad bør rationalitetens og vækstens og døgnfluernes og de billige grins rolle være i samfundet? Ligesom ørkenen breder sig på vores planet, så breder ørkenen sig også i vores kultur. Vi er frie og samtidig forbundne, men føler os alligevel ensomme og rodløse. Vi har adgang til uendelige mængder information og dog så lidt erkendelse. Så mange kanaler og dog så lidt at vælge imellem. Så mange gadgets og dog så lidt ægte glæde. Mens vi sidder i denne kongelige sal og diskuterer kunst og lederskab, så gennemsyres vores kultur af madprogrammer, gættekonkurrencer og x-faktor på TV og mikrobølgeovn-stegte mobiltelefoner på Youtube.