RUCs tidligere magtstruktur svigtede de RUCske idealer

RUCs tidligere magtstruktur svigtede de RUCske idealer Forskerforum har ladet sig vildlede af magtkampe mellem de forskellige kongeriger på RUC, og har ikke forholdt sig kritisk til de tendenser til en traditionalisering af forskningsverdenen, som har været svaret på det stigende pres fra omverdenen. Det mener Jesper Brandt, Professor på RUC.

Under arbejdet med artiklerne om Forskerforum til HippoCampus Indefra, sendte vi en mail rundt til VIP'ere på RUCs seks forskellige institutter, for at tage temperaturen på holdningen til det omstridte medlemsblad. De fleste svar finder du som citater i Indefra, men nedenstående har vi valgt at sætte i Debat-sektionen på grund af både længde og indhold. "Debatindlægget" er altså indkommet som svar på en mail med konkrete spørgsmål fra HippoCampus til Jesper Brandt fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring.

Hvad er dit generelle indtryk af Forskerforums dækning af RUC det seneste års tid?
"ForskerForum skal jo dække forskerverdenen set fra forskernes interesser, herunder især set ud fra deres lønmodtagerinteresser, men vel også bredere. I forbindelse med udviklingen på RUC har ForskerForum efter min mening været for personfikseret, og i beskrivelsen af den nye rektor har blaadet i alt for ringe grad søgt at forholde sig kritisk og analyserende til de motiver, der lå bag de åbenlyse forsøg på med alle midler at få væltet ham af pinden."

Hvad er bladets største styrke?

"Bladets styrke er behandlingen af den nye styrelseslov, og af den voldsomme påvirkning af medarbejdernes arbejdsvilkår, som den har bidraget til, sammen med det støt øgede pres på hele uddannelses- og forskningssektoren. Behandlingen af stress I forskningsverdenen har været fin, og bidraget med en konkret støtte til en formentlig ganske stor gruppe pressede forskere. Også behandlingen af den stigende politisering og kommercialisering af den offentlige forskning har været udmærket."

Hvad er bladet største svaghed?
"Bladet har ikke forholdt sig kritisk til tendenserne til en traditionalisering af forskningsverdenen som svar på det stigende pres fra omverdenen. Det gælder også dets håndtering af konflikterne på RUC. Det har kun i ringe grad søgt at trænge ind bag RUC-konflikternes overflade og den umiddelbare angst for ansættelsessikkerheden, ved temmelig kritikløst at tage udgangspunkt i de anklager og problemer, der har været fremført blandt tidligere ledende medarbejdere. 'Balancen' har så været søgt sikret gennem en udpræget mikrofonholderjournalistik for og imod disse anklager og problemer. Men man har ikke trængt dybere ned i den konflikt omkring den RUC'ske forsknings- og undervisningsmodel, der i vid udstrækning har ligget bagved: Den faglige kerne i konflikten drejer sig om rektors ønske om "mere RUC", dvs. en fornyet mobilisering af de potentialer, der har ligget i RUCs særlige tradition for anvendelsesorienteret tværfaglig forskning og undervisning. Siden slutningen af 1970erne er der på RUC blevet opbygget en række lokale kongeriger (politisk dikteret i forbindelse med 'reorgiet' i 1979), som i vid udstrækning har været opbygget omkring en række fagdiscipliner, der i høj grad har reproduceret sig selv i stadigt snævrere fagligheder. De kunne næppe være anderledes, som følge af de meget små fagmiljøer, men det har haft en negativ indvirkning på de tværfaglige og tværuddannelsesmæssige muligheder som RUC i princippet åbnede mulighed for. Al centerpolitik har i de senere år først og fremmest drejet sig om balancen mellem disse kongeriger. I nogen grad også om balancen mellem konger,
prinser og prinsesser indenfor kongerigerne, som det er kommet til udtryk i snakken om 'gammelruc'erne'. Men de fleste nyere RUC'ere er jo selektivt rekrutteret i forhold til kongerigernes snævre faglige interesser, så også denne snak om en 'generationskonflikt' har gået uden om den fagligt centrale diskussion om RUCs særlige forsknings- og undervisningstradition. I
realiteten har denne tradition været negligeret af en stor del af RUCs magtstruktur, både blandt ældre og yngre ledende medarbejdere, selv om den selv samme tradition samtidigt flittigt har været brugt ideologisk som salgsargument overfor nye studerende. På den måde har den tidligere
magtstruktur indebåret et systematisk svigt overfor de forsknings- og undervisningstraditioner, som RUC selv har opbygget."
"Hvorfor tog ForskerForum ikke fat i en kritisk belysning af Poul Holms ønsker om fornyelse af RUC i forhold til den strømlining af de øvrige universiteter, som vi oplever? Det ville have været en interessant debat om forskningens og undervisningens rolle nu og i fremtiden, og om den fornyende rolle, RUC fortsat ville kunne spille, hvis man fik nedbrudt strukturen fra reorgiet. I stedet lod man sig lokke ind i en debat om en masse administrativt fnidder, fordi en række tidligere ledende medarbejdere, der ikke ønskede nogen som helst ændringer i strukturen, her så de bedste
muligheder for at vælte rektor af pinden."