Rettidig støtte til sårbare unge - Relationel Koordinering

Implementeringskonference 2026
Anita Mac , RUC – ISE
Rettidig støtte til sårbare unge – Relation Koordinering

Baseret på et forskningsprojekt: Koordineret og rettidig støtte til sårbare unge (udført 2023-2025), vil min præsentation fokuserer på 1) Hvorfor er det så vanskeligt for professionelle aktører omkring sårbare unge, at omsætte faglig viden til koordinerede indsatser til gavn for sårbare unge? 2) Hvilke koordinerings- og samarbejdsmetoder er mest virksomme mht støtte til sårbare unge? Det vil sige, at fokus er på, at der på den ene side er udviklet solid faglig viden om, hvordan sårbare unge bedst støttes samt lovgivningsmæssige muligheder for at implementere denne viden i støtten til sårbare unge og på den anden side er meget store vanskeligheder ved i praksis at implementere denne viden og lovgivningsmæssige muligheder, til gavn for de sårbare unge. Med baggrund i teori er Relationel Koordinering undersøger projektet - ud fra empiriske undersøgelser - hvad der i praksis hæmmer i ikke mindst hvad der fremmer den gode koordinering – dvs faktiske implementeringer af indsatser, der virker. Et stort problem er, at mange fagprofesionelle aktører har en rolle at spille ift den enkelte unge og at disse ikke har praksis eller struktur for at samarbejde om den enkelte unge. En effektiv løsning er, at de involverede aktører konkret tager udgangpunkt i den specifikke unges behov og muligheder og skaber et tværfagligt sprog for at skabe fælles retning for indsatsen. Det viser sig, at dette både er effektivt ift indsatserne og at der reducerer moralsk stress og bidrager til arbejdsglæde hos de fagprofessionelle.

Projektets hovedkonklusioner:
Samarbejdet mellem de fagprofessionelle er en meget vigtig nøgle til at skabe relevante indsatser for den unge og samtidig er fraværet af samarbejde årsag til at indsatser fejler. De sårbare unge har udfordringer, der kræver en tværfaglig indsats. Derfor passer de ikke ind i et forvaltningsopdelt myndighedssystem, der ikke arbejder tæt sammen. Samarbejdet mellem de fagprofessionelle medfører, at indsatsen kan baseres på en helhedsforståelse af den unges situation, når de involverede aktører formår at sætte en fælles retning i tillid til at indsatser følges op bilateralt og løbende videndeling sikres.
Det empiriske materiale fra undersøgelsen pegede på, at den vellykkede indsats tager udgangspunkt i at udvikle en fælles, tværfaglig forståelse for den unges situation, behov og muligheder. I praksis vil det sige at ”sidde om samme bord” og konkret og specifikt tilrettelægge indsatser, der imødekommer den unge. Omvendt, at indsatser der ikke er baseret på en grundig fælles forståelse og ikke er koordineret, risikerer at fylde den unges liv med kontraproduktive krav, uvished, ventetider og brud. IPS’ ordninger, færrest mulige kontaktpersoner og villighed til at lade den unges behov have forrang i indsatser, synes at være fremkommelige tiltag. Vi har kaldt dette for ”den håndholdte indsats” og det dække over, at den unges situation er udgangspunkt og at de fagprofessionelle refleksivt samarbejder, følger op, og ikke ”slipper” den unge før der er klarhed over hvad der er næste skridt og hvem der har det koordinerende ansvar.
Peer-ordninger, som synes at vinde indpas, er et konkret forslag til at lette opgaven med at inkludere de sårbare unge i uddannelse og beskæftigelse. Dette at være koblet til en ligesindet person, der på samme tid kender til sårbarhed på egen krop og som har kompetencer til at fungere som støtte, ses som en forholdsvis nem og nyttig metode til at hjælpe de sårbare unge på vej. Ligeledes, at der er nem tilgængelig viden for de fagprofessionelle om forskellige problematikker/diagnoser, sådan at man undgår at reducere nogle unges diagnoser til ”bogstavkombinationer” og på den anden side også har mulighed for at finde frem til den relevante indsats. Begge forslag kan realiseres inden for eksisterende lovgivning og praksis.
Et gennemgående problem i den tværfaglige koordinering er, at regelbaserede indsatser er for rigide i forhold til de sårbare unge og hæmmer muligheden for individuelt tilpassede indsatser. Et andet gennemgående problem er de mange involveredes manglende mulighed for og praksis med koordinering. Systemerne omkring de sårbare unge synes at være for komplicerede og usammenhængende, til at ”den håndholdt indsats” systematisk kan ske, uden at det kræver en ekstraordinær indsats (Jensen et. Al 2023). Udbredelsen af individuelt tilrettelagte indsatsmetoder synes ikke desto mindre at vinde tilslutning, f.eks. ved at placere jobcentersagsbehandlere (IPS’er) der hvor de unge modtager behandling og ved samarbejde faciliteret af interesseorganisationer og organisationer med det formål at støtte sårbare unge. Tilgangen synes at give bedre resultater og forløb for de unge og større faglig tilfredshed for de involverede aktører.