Politisk kunst: Utopi og følelser som metode til transformation

Utopier er ledestjerner, endnu ikke eksisterende steder, vi gerne vil hen til sammen med andre. Der ligger et uforløst potentiale i at følge ledestjernerne, for hvad hvis man rent faktisk kan bruge dem til at mobilisere hinanden til at turde tænke og handle på måder, der bringer os derhen? Problemet er dog, at utopier tager afsæt i dystopier, som kan skabe apati og handlingslammelse. Følelser af meningsløshed og afmagt. Af ikke at slå til, ikke at kunne række ud, ikke at have energi til andet end at kigge ind i væggen. Dokumentaristen Damon Gameau har skabt filmen 2040, der handler om, hvordan en ønskværdig fremtid kan se ud i året 2040. Han kalder sit projekt for ”an exercise in fact based dreaming”. Det kan ses som balanceakt mellem det dystopiske og det utopiske. Vi vil i dette kapitel foreslå, at der findes håb i selv de mest dystopiske realiteter. Håbet næres, når vi inspireres af de virkelige (fact based) utopiske eksperimenter omkring os. I interaktionen med utopiske eksperimenter kan vi vække og træne vores etiske og sanselige dannelse, der også rækker til en anerkendelse af at være dybt forbundet ikke blot med andre mennesker men også med naturen. Til det har vi brug for den interaktive og politiske kunst, som kan engagere os i at opleve og sanse verdenen og hinanden på nye måder. Kapitlet undersøger hvordan dystopiske globale transformationer skaber aftryk i os, og hvordan vi gennem brugen af utopi som metode kan åbne potentialet for nye sansninger og etisk dannelse og hermed potentielt radikal transformation.