Når kvalitet bliver til ikke-teori: om kompetence- og anvendelsesorientering som ukonkret negation af teoretiske og specialiserede videregående uddannelseselementer

Anvendelsesorientering og bedre sammenhæng mellem teori og praksis forekommer umiddelbart at gå hånd i hånd. Desuagtet har de senere års videregående uddannelsesreformer imidlertid været kendetegnet ved en tendentielt modsatrettet bestræbelse på at nedtone de teoretiske og højt specialiserede fagelementer. Selvom dét antageligt er sket for at styrke uddannelsernes anvendelsesdimension, har det medført en diskursiv udspaltning mellem teori og praksis, som på paradoksal vis synes at give incitament til en stadig mere praksisfjern uddannelsesudvikling. I artiklen udfolder jeg, hvordan det afspejles i de to store kompetencereformer (2003 og 2007) og aktuelt re-accentueres af regeringens kvalitetsudvalg (2014). I forlængelse heraf problematiserer jeg desuden, hvordan anvendelsesorientering af de videregående uddannelser i dag primært bestemmes som en negation af de teoretiske og højt specialiserede fagelementer, men selv kun i begrænset omfang fremstår som et positivt indholdsudfyldt ideal.

OM DPT TEMANUMMERET: PÆDAGOGIKKENS TEORI OG PRAKSIS – EFTERSYN OG EFTERTANKE
I den pædagogiske og politiske debat om pædagogik og uddannelse er det nærmest et dogme, at der skal være en tæt sammenhæng mellem teori og praksis. Hvad der menes med begreberne teori og praksis, hvordan sammenhængen skal være, og hvorfor der skal være en tæt sammenhæng mellem teori og praksis udfoldes sjældent. Temanummerets ide er at tage de konventionelle eller selvfølgelige formulerede sammenhænge ud af omløb og iagttage dem udefra.