Abstract
Denne artikel analyserer brugen af formaliserede makroøkonomiske modeller i den økonomisk politiske rådgivning med model-setup’et (ADAM og DREAM) i Finansministeriet som eksempel. Først diskuteres nødvendigheden af at benytte »regnemodeller« i den politiske rådgivning. Dernæst præsenteres det modelsetup, der benyttes i Finansministeriet, og hvorledes det er blevet anvendt ved hhv. kort-, mellem- og langfristet makroøkonomisk rådgivning inden for de seneste fire år. Efterfølgende analyseres den specifikke brug af model-setup’et med henblik på at belyse hvilke eksplicitte forudsætninger, Finansministeriet lægger ind i modellen. Budgetloven fra 2012 tildeler Finansministeriet og dets modelberegninger en rolle som finanspolitisk overdommer, hvilket begrænser muligheden for at føre en stabiliserende finanspolitik ganske betydeligt. Denne erkendelse leder frem til det afsluttende afsnit, hvori der udtrykkes en konkluderende undren over, at europæiske politikere, herunder den danske regering, gennem en specifik lovgivning har fraskrevet sig retten til at styre den overordnede samfundsøkonomiske udvikling. Forklaringen herpå skal måske søges i den økonomiske rådgivning, der prætenderer at være baseret på et objektivt økonomisk fundament, hvor det a priori er antaget, at det markedsøkonomiske system er selvstabiliserende og selvoptimerende. I denne »model-økonomi« vil politiske indgreb fremstå som en hindring for en markedsdrevet tilpasningsproces mod en stabil ligevægt.
Original language | Danish |
---|---|
Journal | Oekonomi og Politik |
Volume | 88 |
Issue number | 3 |
Pages (from-to) | 41-50 |
ISSN | 0030-1906 |
Publication status | Published - Oct 2015 |