Læring gennem praksisfortællinger

Denne rapport dokumenterer arbejdet med et aktionsforskningsprojekt på Marjatta Seminarium i 2015, som blev muligt gennem en donation fra Marjattas Støttefond.
Nedenstående fortælling er skrevet af en 1. årsstuderende, som har deltaget i aktionsforskningsprojektet, hvor undervisere, studerende og deres praktikvejledere sammen med en forsker har undersøgt, hvordan man kan arbejde med refleksivitet i forhold til sin praksis. Konkret har de studerende på hhv. 1. og 2. studieår skrevet praksisfortællinger efter hver seminarieuge over et år.
Situation i praksis: ”Jeg skulle lave juledekorationer til huset med vores beboere. (…) Beboerne var forventningsfulde og glade for at skulle i gang med projektet. Opgaven var forberedt sådan, at de kunne gøre det meste af det selv, med kun lidt vejledning. (…) Da dekorationerne skulle bruges til pynt i huset, havde jeg en vis forventning til det æstetiske udtryk, og projektet endte med at blive en større udfordring for mig end for beboerne. Jeg måtte jo affinde mig med, at beboerne havde deres egne forestillinger om, hvordan juledekorationer ser ud, og det var en opgave at få dekorationerne til at præsentere sig pænt samtidig med, at beboerne kunne føle ejerskab for dem”.
Refleksion: ”Det var rigtig svært for mig at afvige fra min egen forestilling og forventninger til juledekorationer. Det var svært at hjælpe uden at blive for dominerende i forhold til det færdige resultat. Min læring er derfor, at hvis man vil opnå et bestemt udseende, så må opgaven være ekstremt specifik og med et forudgående eksempel. Jeg kan blive bedre til at ændre min forestilling i forhold til en opgave, hvis jeg vil kunne arbejde konstruktivt sammen med andre, der har andre billeder end mig”.
Målet med at bede de studerende om at skrive praksisfortællinger, som siden blev gjort til genstand for fælles dialog blandt underviser og studerende, var dels at øge de studerendes skrivekompetencer, dels at åbne for nye perspektiver på egne pædagogiske handlinger. Første del, at øge skrivekompetencer, er ikke lykkedes. Det er i analysen af praksisfortællinger ikke muligt at spore en udvikling i den enkelte studerendes skrivning, hvilket formodentlig primært skyldes, at der ikke har været ressourcer til at give individuel feedback på den enkeltes praksisfortælling. Til gengæld er det i vidt omfang lykkedes at få de studerende til at dokumentere, hvordan de reflekterer over deres pædagogiske praksis.
Det kan ses i eksemplet ovenfor, hvor den studerende indleder med at beskrive en pædagogisk hverdagssituation; hun skal lave juledekorationer med nogle beboere. Hun beskriver, hvordan hun bliver overrasket, fordi beboerne ikke følger de æstetiske normer, som hun har taget for givet. Det fører til refleksion over egne normer i forhold til såvel produktet, der fremstilles som deltagernes involvering og til tanker om, hvad hun kan gøre, når hun kommer i en lignende situation. Den studerende beskriver dermed en situation, hvor hun blev følelsesmæssigt ramt, hvilket førte til udforskning af kompleksiteten i den konkrete situation og egne værdier og mål som pædagog. Det er præcis målet med en praksisfortælling.
Konklusionen på projektet er, at praksisfortælling som metode rummer et stort potentiale ikke mindst på Marjatta Seminarium, hvor koblingen mellem uddannelse og praksis har en særlig karakter, som let kan gøre seminarieugerne til lidt eksotisk afkoblede frikvarterer fra hverdagens mange opgaver i praksis. Praksisfortællingen kan bidrage til, at koblingen bliver tydeligere for både studerende, undervisere og praktikvejledere, hvis denne prioriteres af alle involverede parter.