Krav om legitimitet: Et problem for dialog om risici?

Principperne i krisekommunikation og risikokommunikation trækker på nogle punkter på vidt forskellige rationaler. Krisekommunikation kan ses som en opgave, der handler om at en organisation skal opretholde legitimitet, sikre sit omdømme og minimere omfanget af en krise, mens risikokommunikation kan handle om at formidle viden eller skabe indsigt i et videnskabeligt felt – og gerne i dialog mellem aktørerne.
I forbindelse med en kompliceret og langvarig brand i Danmark havde borgerne og myndighederne forskellige forståelser af, hvilken trussel brandrøgen udgjorde mod borgerne og det førte til en række kommunikationsprocesser om risikovurderinger, sikkerhed og videnskabelighed. Men kommunikationen var samtidig domineret af myndighedernes kamp for at opretholde et godt omdømme og borgernes kamp for at stille spørgsmålstegn ved myndighedernes legitimitet.
I paperet argumenteres der indledningsvis for forskelle og sammenfald i processerne omkring dels krisekommunikation og dels risikokommunikation. Derefter beskrives kommunikationsprocesserne omkring den danske case og endelig diskuteres det om forløbet i denne case er udtryk for at medier, borgere, myndigheder og organisationer bliver mere orienteret omkring betydningen af indtryksstyring (impression management) og om det får konsekvenser for samfundets evne til at kommunikere åbent om risici og trusler.