Koordineret og rettidig støtte til sårbare unge: Resultater fra et udviklingsprojekt

En voksende gruppe af unge oplever mentale helbredsproblemer, og det er velbelyst både fra forskning og rapporter fra praksis, at udsatte og sårbare unge og deres pårø-rende ofte oplever vanskeligheder i forhold til at opnå relevant støtte i det fagprofes-sionelle system. Fra et brugerperspektiv er det en kilde til, at i forvejen vanskelige vilkår bliver endnu mere vanskelige. Fra de fagprofessionelles perspektiv medfører det yderligere pressede arbejdsvilkår og oplevelse af utilstrækkelighed. Mange forebyggen-de indsatser og tiltag vidner om, at der også er opmærksomhed på vanskelighederne, men at der ikke findes nogen hurtige og enkle løsninger på problemerne. I rapporten præsenteres resultater fra et udviklingsprojekt som havde til formål at skabe viden om, hvordan organisatoriske strukturer kan understøtte eller modarbejde udvikling af den relationelle koordinering imellem fagprofessionelle aktører involveret i støtte af sårba-re unge. Rapporten bidrager med indsigt i, hvad der i den fagprofessionelle praksis hæmmer og fremmer en god indsats for de unge.

De samlede resultater fra analyser af interview og workshops præciserer centrale op-mærksomhedspunkter:
1) Det tværfaglige samarbejde er ofte i praksis udfordret af manglende fælles viden og retning for indsatsen i kombination med sjælden, forsinket eller mangelfuld kommuni-kation. Dette har bl.a. at gøre med, at kompetencerne til facilitering af tværfagligt samarbejde ofte mangelfulde blandt aktørerne. Ofte tages det for givet at deltagerne uden videre kompetence kan facilitere sådanne samarbejdsprocesser.
2) Det er vigtigt at fagprofessionelle har kendskab til det typiske ved de unges pro-blemstillinger og hvilke betingelser, muligheder og begrænsninger dette indebærer, og dermed hvilke behov for støtte den unge har. Herunder viden om hvilke diagnoser der er permanente, og hvilke der er midlertidige/mulige at behandle. ”Pakkeforløb” kan være med til at sikre, at den specialiserede viden fastholdes og inddrages.
3) Samtidig er der behov for, at sensitiviteten overfor den specifikke unges behov og potentialer fastholdes. Det sker i dag f.eks. med IPS (individuelt planlagt job med støt-te). ”Den håndholdte indsats” omtales som den mest brugbare og effektive og i det lange løb også omkostningseffektiv,
4) Personaleudskiftning, ventetider og overgange mellem forskellige myndighedsområ-der vanskeliggør opbygningen af de personlige relationer, mindsker kontinuiteten og svækker mulighederne for den relationelle koordinering.
5) Særligt tilrettelagte uddannelser, praktikker og beskæftigelser, understøttet af men-torer er af stor værdi.
6) Udvikling af et fælles sprog om følelser kan både bidrage til en normalisering af at have det svært og til at opbygge fælles redskaber til at håndtere det. Det kan også medvirke til en styrkelse af relationerne mellem de unge indbyrdes og mellem den unge og de voksne fagpersoner eller forældre.
7) Lovgivningens opsplitning i særskilte domæner modarbejder sammenhæng og koor-dinering. Hvert lovkompleks er omfattende, og der er en tendens til silotænkning, der vanskeliggør fælles retning og mål.
Resultaterne illustrerer, at jo mere de fagprofessionelle opbygger tillid, fælles retning og deler viden om den enkelte unge, desto bedre og mere holdbare indsatser opnås for de sårbare unge. Hertil kræves kompetencer til faktisk at mestre tværfagligt samar-bejde og villighed til fleksibelt at finde løsninger med udgangspunkt i et godt kendskab til den unges situation og muligheder.