Abstract
Den danske reform fra 1999 indførte konkurrence i elsektoren med det formål at sikre et større effektivitetspres. Transmissions- og distributionsnet fortsatte som regulerede monopoler, som det var vigtigt at sikre adgang til for producenter og kunder på lige vilkår og med lave transaktionsomkostninger, såkaldt tredjeparts adgang. Tilsvarende skulle reguleringen af udlandsforbindelserne sikre adgang for konkurrenter fra nabolandene. På grund af mange år med monopol var det tillige vigtigt med aktive konkurrencemyndigheder. Disse markedsbetingelser blev i perioden efter reformens vedtagelse efterhånden bragt på plads. Der var ingen stærk politisk interesse i at indføre konkurrence i elsektoren. Derimod var de økonomiske betingelser gode som følge af det mangeårige samarbejde med de andre nordiske lande, som allerede havde indført konkurrence på deres elmarkeder og som tjente som model for Danmark. Forskellige indikatorer kan tjene til at belyse udviklingen i konkurrencen på det danske elmarked. Der er mange udbydere på detailmarkedet, som først og fremmest har konkurreret om de større erhvervskunder. De små kunder, herunder alle husholdninger, der først fik mulighed for at skifte leverandør i 2003, er stort set alle forblevet hos deres lokale forsyningspligtselskab. To store selskaber, Elsam og Energi E2, har siden reformen domineret udbudssiden. Som følge af beslutningen om at holde den miljøvenlige el uden for markedet, er dette blevet mindre, og mulighederne for potentiel konkurrence er ikke blevet udnyttet. Flere sager anlagt af Konkurrencestyrelsen mod de to selskaber antyder, at konkurrencepresset fra udlandet ikke har været stærkt nok til at erstatte den manglende konkurrence på hjemmemarkedet, hvilket også underbygges af den relative prisudvikling. Der er sket et betydeligt fald i beskæftigelsen, men af flere grunde (mere outsourcing) kan tallene være vanskelige at tolke som produktivitetsindikator. Især for de større kunder har der fundet en betydelig produktudvikling sted.
Original language | Danish |
---|---|
Place of Publication | København |
Publisher | AKF |
Number of pages | 27 |
Publication status | Published - 2006 |