Klassegørelsesprocesser og ulighedsdynamikker på universitetet: Velfærdsprofessionsbachelorers positioneringskampe for legitimt tilhør

I 2001 blev professionsbachelorgraden og -uddannelsen oprettet som et led i en større internationalisering af de danske uddannelser. Professionsbachelortitlen blev betegnet som et ”kvalitetsstempel” (Retsinformation 2000), der både skulle tiltrække flere studerende til professionsuddannelserne samt give de studerende mulighed for at videreuddanne sig på kandidatuddannelser på universitetet (Danske Universiteter 2023; Hindhede et al. 2019; Højberg & Martinussen 2015).

Med udgangspunkt i et longitudinelt etnografisk feltarbejde sætter denne afhandling fokus på 14 (velfærds)professionsbachelorer og deres vej ind på universitetet på en række kandidatuddannelser på henholdsvis Roskilde Universitet (RUC) og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU). Der
er tale professionsbachelorer med baggrunde som pædagoger, lærere, socialrådgivere, ergoterapeuter og sygeplejersker. I afhandlingen undersøges, hvordan deres uddannelsesveje spiller sammen med social baggrund, familierelationer, tidligere uddannelseserfaringer og uddannelsesvalg. Og der kastes videre lys på nogle af de samfunds- og uddannelsesmæssige strukturer og logikker, der har installeret sig kulturelt og fået betydning for, at nogle professionsbachelorer vælger at søge væk fra professionerne og videre i
uddannelsessystemet på kandidatuddannelser. Afhandlingen er et analytisk og teoretisk indspark til diskussionen om, hvordan forskellige videregående uddannelser værdisættes samfundsmæssigt, og hvilke betydninger dette får en gruppe professionsbachelorers uddannelsesvalg og deres videre muligheder inden for og uden for uddannelsessystemet. På baggrund af den generede empiri viser jeg, hvordan universiteterne ved indgangsdøren stiller spørgsmålstegn ved professionsbachelorernes legitimitet og plads på kandidatuddannelserne. Og hvordan der samfundsmæssigt, kulturelt og uddannelsesmæssigt reproduceres særlige videnshierarkier mellem praksis viden over for akademisk viden samt et
uddannelseshierarki mellem professionsuddannelser over for universitets-uddannelser, der er med til både at svække professionsbachelorerne muligheder for at legitimere sig inden for universitetsfeltet, men som også svækker deres position inden for et større uddannelses- og samfundshierarki. Dette videns- og
uddannelseshierarki peger jeg på spiller sammen med nogle (delvist) skjulte og subtile samfundsklassepositioner, der relaterer til bestemte uddannelser behæftet med forskellig status: Således viser jeg på, hvordan samfundsklassepositionen som universitetsuddannet akkumulerer mere værdi end en samfundsklasse-position som professionsbachelor.

Gennem det longitudinelle etnografiske feltarbejde har jeg både foretaget deltagerobservationer, udført narrative interviews samt tematisk rammesatte interviews henover de studerendes to første semestre på deres kandidat-uddannelser. De narrative interview tager udgangspunkt i professions-bachelorernes gennemgang af deres individuelle uddannelsesnarrativer, hvorimod de tematisk rammesatte interview tager udgangspunkt i deres betragtninger om universitetet, og dét at være studerende på universitetet. Via
uddannelsesnarrativerne knytter de studerende – på forskellige måder – selv deres sociokulturelle baggrunde og familierelationer på deres uddannelsesvalg og muligheder for at mærke tilhør i uddannelsessystemet og på universitetet. Dette metodiske valg har været en del af min ambition om at understrege, at det fortsat er vigtigt at fastholde en forbindelse mellem de studerendes tidligere uddannelseserfaringer og deres forskellige sociokulturelle baggrunde, for derigennem at producere viden om deres måder at tilgå universitetsfeltet på. Der er ikke tale om statistiske opgørelser, hvor jeg systematisk kan rammesætte
professionsbachelorernes sociokulturelle og uddannelsesmæssige baggrunde, men derimod et fokus på, hvordan de hver især aktiverer deres sociokulturelle baggrunde som et led i deres (uddannelses)narrativer og selvforståelser. Der ligger således også et analytisk fokus på at udfolde, hvordan de bruger deres
sociokulturelle baggrunde og tidligere uddannelseserfaringer til at beskrive deres positioner og positioneringsmuligheder inden for uddannelsessystemet (også jf. Bruner 1999, 2004).

Jeg fremhæver, hvordan der bredt i uddannelsesforskningen peges på, at arbejderklassestuderende har tendens til at blive kategoriseret som afvigende, et problem og som nogle der er i vejen inden for universitetsfeltet (se bl.a. Loveday 2016; Reay 2018; Leathwood & O’Connell 2003) I afhandlingen demonstrerer jeg, at lignende ulighedsdynamikker og selekteringsmekanismer er på spil, når det handler og professionsbachelorer på kandidatuddannelser. Og jeg sætter derfor også social klasse i forgrunden i analyserne af professionsbachelorernes veje ind på kandidatuddannelserne og i forhold til deres muligheder for at mærke legitimt tilhør på universitetet. Jeg søger at skrive et multidimensionalt og dynamisk blik på social klasse frem med udgangspunkt i Pierre Bourdieus sociale klasse-forståelse (hans praksisteori) og klasseforskeren Beverley Skeggs’ analyser af, hvordan social klasse former vores subjektiveringer, og hvordan vi selv konstruerer vores subjektiveringer gennem klasseformationer. Yderligere inddrager jeg kønsforskeren og poststrukturalisten Bronwyn Davies’ begreber om ’(be)longing’ (tilhør/længsel) som noget kropsligt, der former vores subjektpositioner i forskellige landskaber (som fx universitetslandskabet). Selvom Davies ikke er klasseforsker, ”klasser” jeg hendes begreber om tilhør/længsel og bruger begrebet til at undersøge professionsbachelorernes længsel mod at mærke tilhør til den (tilsyneladende) mere statusstærke samfundsklasseposition som universitetsstuderende. Yderligere argumenterer jeg i afhandlingen for, at hendes begreber bidrager til et mere dynamisk blik på social klasse – forstået på den måde, at social klasse også blive en social og kulturel ”gørelse”, der ikke kun tager udgangspunkt i de studerendes sociokulturelle baggrunde. Informeret af alle tre teorier, samt den producerede empiri i ph.d.-projektet, introducerer jeg begrebet klassegørelse. Med dét begreb viser jeg, hvordan klasse viser sig på nogle subtile måder i dag i vores uddannelsessystem, hvor både omgivelserne (undervisere og universitetsbachelorer) kan klassegøre en, men hvor man også selv kan klassegøre sig selv og sine omgivelser inden for nogle ressources-/statussvage eller ressource-/statusstærke kategorier og positioner. Begrebet rummer poststrukturalismens fokus på det processuelle, det foranderlige og det performative, ligesom det betoner, at klasse ikke er noget du ”er”, men noget du også bliver ”gjort til” diskursivt og kulturelt – og som reproduceres i måden både omgivelserne og man selv forstår sig selv. Med begrebet klassegørelse betoner jeg en subjektiv dimension af klasse ved at understrege, hvordan omgivelserne og man selv er med til at gøre (uddannelses)baggrunden til en kvalitet/ikke-kvalitet, der fortæller noget om et subjekts subjektive egenskaber og subjektets værdi i et større samfunds-/uddannelseshierarki. Foruden mit begreb om klassegørelse, argumenterer jeg også for, at det fortsat er vigtigt at fastholde et blik på de studerendes sociale baggrundes betydning for deres legitimerings- og tilhørsmuligheder inden for universitetet. Dette perspektiv bliver både understøttet af Bourdieu og Skeggs’ klasseteorier, internationale og nationale klassestudier inden for videregående uddannelser (se bl.a. Sekggs & Loveday 2012; Loveday 2016; Reay 2018; Leathwood & O’Connell 2003; Thomsen 2008; Thomasen et al. 2013) samt via mit metodiske valg om at tage udgangspunkt i professionsbachelorernes uddannelsesnarrativer.

Analysen er struktureret i tre kapitler, der tager afsæt i et overordnede tema om hvordan professionsbachelorerne har en længsel mod at mærke tilhør på universitetet og i positionen som universitetsstuderende. Denne tematisering har Davies tilhør/længselsbegreb (’(be)longing’) som afsæt. Selvom alle tre analysekapitler er tematiseret over Davies begreb om tilhør/længsel, bliver begrebet nuanceret gennem Bourdieu og Skeggs begreber i de enkelte kapitler. Dvs. at i hvert kapitel er det en af teorierne, der tegner de overordnede linjer i analyserne og har forrang. Den samlede ambition med afhandlingens analyser er at vise, hvordan længslen mod at mærke tilhør til bestemte uddannelser – og særligt universitetet – også spiller sammen med en længsel mod at mærke tilhør i et større uddannelses- og samfundshierarki. De tre analysekapitler er tematiseret over det longitudinelle empiriske design og viser det tidsmæssige forløb af professionsbachelorernes længsel mod at kunne mærke tilhør i universitetsfeltet og i positionen som universitetsstuderende: Dvs. at jeg viser, hvordan først professionsbachelorernes vej mod en optagelse på en kandidatuddannelse (første analysekapitel), og dernæst deres kamp for positionere sig på de legitime måder inden for universitetsfeltet (andet og tredje analysekapitel), kommer til at afspejle deres håb om at opnå en samfundsklasseposition, hvor de kan føle sig værdifulde inden for og uden for uddannelsessystemet. Analysekapitlerne peger hver især på, at der konstitueres en dikotomi mellem positionen som professionsbachelor og universitetsstuderende, hvor universitetet bliver konstitueret som den uddannelsesinstitution, hvor man kan indtage en mere magtfuld og ressourcestærk subjektposition. I afhandlingens tre analysekapitler har jeg desuden vist, hvordan der reproduceres klassegørelsesprocesser, der er med til at positionere gruppen af professionsbachelorer inden for nogle samfundsmæssigt ressource-/statussvage kategorier og mere lokalt inden for universitetsfeltet. Her viser jeg, hvordan professionsbachelorerne i deres kamp for at mærke tilhør til positionen som universitetsstuderende har tendens til at klassegøre sig selv og deres uddannelsesbaggrunde inden for nogle ressource- og statussvage kategorier ved at reproducere et hierarki mellem deres professionsbachelor-uddannelse og universitetet.

Jeg opererer tematisk med tre variationer af Davies’ begreb om (be)longing, som hvert analysekapitel er tematiseret på baggrund af, og som skal afspejle professionsbachelorernes forløb mod og i universitetsfeltet. Der er tale om en vægtning af ’longing’ i første analysekapitel, en vægtning af ’(be)longing’ i andet analysekapitel og en vægtning af ’be’ i det tredje og sidste analysekapitel.

I afhandlingens første analysekapitel peger jeg på, hvordan deres individuelle uddannelsesnarrativer (jf. Bruner 1999) bliver drevet frem som en sammenhængende fortælling om hvordan de forsøger at tale sig ind i
nogle subjektpositioner, der klinger godt i forhold til deres forestillinger om, hvordan man er en ”god” universitetsstuderende. Her tager jeg udgangspunkt i tre professionsbachelorers individuelle uddannelsesnarrativer. Tidsmæssigt tager dette kapitel udgangspunkt i perioden før, de starter på deres kandidat-uddannelse, og det undersøges således, hvad der uddannelsesmæssigt har formet deres veje mod at vælge at læse på en kandidatuddannelse. Her analyseres deres uddannelsesvej og deres længsel (’longing’) mod at blive optaget på en kandidatuddannelse og deres længsel mod at blive en universitetsstuderende. De tre studerende tilhører den sammen generation og er alle i slutningen af 20’erne/begyndelsen af 30’erne. De bærer på forskellige uddannelseserfaringer, men er alle drevet af nogle tidstypiske uddannelses-fortællinger og -diskurser om et accelererende uddannelsessystem, præstationskulturer, måden at være ”en god studerende” på og værdien af en lang videregående uddannelse. Yderligere repræsenterer de forskellige sociale klassebaggrunde, der på forskellige måder præger deres uddannelsesveje og forståelser af særlige uddannelsesvalg. I kapitlet har Davies’ teori forrang (2000a; 2000b). Og inspireret af hendes teori har kapitlet fokus på, hvordan de tre studerende opstiller dikotomier, som er med til at styrke dem i nogle tilhørs-positioner, der klinger godt i forhold til deres forestillinger om universitetet: Fx opstilles der typisk en dikotomi mellem praktisk arbejde overfor teoritungt arbejde, hvor flere af professionsbachelorerne beskriver, hvordan de især trives med teoretisk arbejde fremfor praktisk arbejde.

Afhandlingens andet analysekapitel tager udgangspunkt i professions-bachelorernes tidlige møde med universitetet. Kapitlet er tematiseret over ’(be)longing’, som beskriver en dobbelt proces mellem længsel og tilhør. Her undersøges det, hvordan de studerende, efter de er begyndt på deres kandidatuddannelse, forsøger at tilnærme sig en følelse af tilhør. Og videre hvordan de kæmper for at få længsel og tilhør til at passe sammen. Her viser jeg, hvordan undervisere og universitetsbachelorer har tendens til at klassegøre
professionsbachelorerne ressource-/statussvagt ved at udstille deres uddannelses- og praksisbaggrunde som et problem, som nogle mindre værdifulde kompetencer og en slags ”dødvægt” i feltet. I kapitlet har
Bourdieus teori forrang, og der tages især udgangspunkt i hans praksisteori, begreb om symbolsk vold samt hans begreb om distinktioner i felter. Jeg peger på, hvordan den klassegørelse, der finder sted i feltet, er med til at tegne ulighedsdynamikkerne tydeligt op på måder, hvor den viden, de kompetencer og den uddannelsesbaggrund som professionsbachelorerne har med sig, når de starter på en kandidatuddannelse, bliver holdt op imod den ”legitime” måde at være akademisk på. Dette er med til at skabe distinktioner i feltet og derfor også en stærk faglig afstand mellem grupperne af studerende inden for universitetsfeltet. Jeg viser yderligere, hvordan professionsbachelorerne skal kæmpe for at tilnærme sig universitetets institutionelle habitus (jf. Reay 1998; Reay et al. 2001): Både fordi feltet er med til at besværliggøre deres
muligheder inden for feltet, men også fordi de studerende befinder sig i en transitionsproces, hvor de skal tillære sig feltets logikker og spilleregler. Nogle har nemt ved det, og andre skal kæmpe mere. Afhandlingens tredje analysekapitel tager udgangspunkt i andet semester på de studerendes
kandidatuddannelser. Kapitlet tager fat i ’be’ i (be)longing-begrebet – dvs. hvordan de hver især kæmper for at være en universitetsstuderende. Her viser jeg, hvordan professionsbachelorerne klassegør hinanden igennem en intern positioneringskamp inden for nogle ressource/statussvage kategorier for at skille sig ud fra mængden af andre professionsbachelorer inden for universitetsfeltet. Med udgangspunkt i Skeggs’ begreber peger jeg på, hvordan professions-bachelorerne kæmper for at positionere sig ’respektabelt’ inden for universitetsfeltet ved også at skabe ’disidentifikation’ til positionen som professionsbachelor. Det interne positioneringsspil, som jeg læser frem i deres beskrivelser af sig selv og deres medstuderende med professionsbaggrunde, kommer til at afspejle deres kamp for at fjerne sig fra deres uddannelses- og
samfundsklasseposition som professionsuddannet. Det interne positioneringspil, der udspiller sig blandt professionsbachelorerne, kan ses som et led i processen mod at blive en ”legitim” universitetsstuderende, men kan samtidig ses som et symptom på den selekteringskultur og -praksis, som universitetsinstitutionen
delvist er drevet af. På den baggrund bliver de interne positioneringskampe blandt professionsbachelorernes en reproduktion af de ulighedsdynamikker og den klassegørelse af dem, som de udsættes for i deres møder med feltet af bl.a. undervisere og universitetsbachelorer.

Igennem afhandlingens tre analysekapitler fremgår det tydeligt, at professions-bachelorerne er nødt til at sløre deres baggrunde som professionsbachelorer, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kunne blive positioneret som legitime studerende samt mærke en følelse af tilhør på universitetet.