Hadtale

Institut for menneskerettigheder (IMR) har udgivet en rapport om »Hadefulde
ytringer i den offentlige online debat«. Instituttet har fundet 15% af indlæggene
på DRs og TV2s Facebooksider hadefulde. Samtidig viser undersøgelser, at
mange undgår at deltage i online debat på grund af den hadefulde tone. IMR
anbefaler derfor, at medier skal moderere deres online debatsider mere aktivt, og at medieansvarsloven bør udbredes til også at gælde disse sider. Rapporten er blevet kritiseret af Frederik Stjernfelt (Weekendavisen 17/2) og Jacob Mchangama (Zetland 7/3) for at anlægge en for bred forståelse af »had«, at anbefalingerne vil få de såkaldt hadske kommentarer til at søge væk fra den offentlige debat, og dermed bidrage til yderligere polarisering og ekkokammer- effekter, og at den vil indskrænke ytringsfriheden. Stjernfelt og Mchangama har ret i, at IMRs rapport går ud fra et bredere begreb om »had« end f.eks. Straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf. Rapporten medtager også ytringer, der er stigmatiserende og nedsættende, selv om de ikke er nedværdigende og dermed kriminelle ifølge § 266b. Men det viser ikke i sig selv, at der er et problem med rapportens fund eller konklusioner. Rapportens hovedargument er, at hadefulde ytringer er et problem, da de får mange til at undlade at deltage i debatten. Det er derfor ikke et problem, at rapporten benytter et bredere begreb om »had« end både straffeloven og dagligsproget. For det er ifølge undersøgelserne ikke kun hadefulde ytringer i den snævre kriminaliserede forstand, der skræmmer folk væk fra at deltage i online debatter – det gør ytringer i den bredere forstand, som rapporten tager med i betragtning, også. Rapportens argumentation drives af et ønske om en inkluderende offentlig debat. Her er rapporten og kritikerne sjovt nok enige. Både IMR og kritikerne problematiserer, at folk afholder sig fra at deltage i offentlig debat. IMR peger bare på dem, der afholder sig på grund af tonen, hvor Stjernfelt og Mchangama peger på dem, en mere vidtgående moderering vil sortere fra. Så parterne er enige om målet om en inkluderende offentlig debat – de er bare uenige om midlerne. Forskellen er ifølge Stjernfelt, at »IMR ser det som sin opgave at indskrænke menneskeretten af moralske hensyn«. IMR har selv lagt op til denne kritik, da rapporten taler om et »menneskeretligt dilemma« mellem ytringsfriheden på den ene side og et »ytringsansvar« om at respektere andre som ligeværdige på den anden side. Men selv hvis Stjernfelt har ret i, at dette ytringsansvar ikke svarer til en kodificeret menneskerettighed, så er hans kritik forkert. Rapportens forslag begrænser nemlig slet ikke ytringsfriheden. Rapporten anbefaler, at medier skal moderere deres egne Facebook sider og holdes ansvarlige for online debatten på samme måde som for debatten i den trykte avis. Hvis dette forslag er problematisk, kan det ikke skyldes, at det vil krænke ytringsfriheden. Forslaget siger jo bare, at de samme regler skal gælde for online debat som for avisers debatspalter. Hvis dette skulle krænke ytringsfriheden, må det jo betyde, at ytringsfriheden allerede nu krænkes af avisers almindelige redaktionelle praksis, hvor de udvælger hvilke debatindlæg og læserbreve, de vil trykke. Stjernfelts kritik forudsætter altså en forståelse af ytringsfriheden, ifølge hvilken enhver redaktionel udvælgelse krænker ytringsfriheden. Men hvis vi ikke mener, at almindelig redaktionel praksis krænker ytringsfriheden, kan vi heller ikke mene, at moderering af online debat vil gøre det.