Globalisering som spørgsmål: modulisering og kompetencetænkning som svar

Kapitlet belyser, hvordan konkurrerende forestillinger om ’globaliseringen’ aktuelt bruges til at promovere en række divergente uddannelsespolitiske tiltag. Med eksempel i Bologna-processen viser kapitlets forfattere, hvordan man fra national og international side bruger ’globaliseringen’ som begrundelse for at fremme nogle forskelligartede mål som ’rigtige’ og ’nødvendige’ svar på dens udfordringer. Men de viser samtidig, hvordan disse mål alle steder går hånd i hånd med en ny modulopbygning, der principielt giver de studerende større frihed til selv at komponere deres uddannelse, og som derfor på den ene side forekommer at bryde det moderne projekts lineære progressionslogik. På den anden side kan ses som en forstærket udgave af denne, eftersom den er knyttet til en ny stram tids- og selvbeherskelseslogik, der handler om maksimal ressourceudnyttelse, og som udelukkende sigter på forhånd kendte læringsmål. Altså en lineær progressionslogik, blot uden det moderne projekts forestilling om, at mennesket er i stand til at tænke og/eller frembringe noget nyt.