Dialog og samskabelse med mennesker i social- og specialpædagogiske praksisser

Inden for det social- og specialpædagogiske område er der et stigende fokus på at fremme borgere med udviklingshæmnings personlige stemme i tilrettelæggelsen af hverdagen. Flere steder er man begyndt at arbejde med dialog og samskabelse (Jessen & Gottlieb, 2016) som del af en pædagogisk kommunikationspraksis. Med udgangspunkt i problemstillingen Hvordan samskabes nye perspektiver og handlemuligheder, når kommunikation som dialog udfoldes i en hverdagslivspraksis på to botilbud for mennesker med udviklingshæmning? skriver denne afhandling sig ind i en stigende praksis- og forskningsmæssig interesse for dialog og samskabelse. Afhandlingen bidrager dels med fortællinger om og kritisk-refleksive perspektiver på samskabelse mellem mennesker i hverdagen på to specifikke botilbud og dels med fortællinger om udviklingen og anvendelsen af dialogiske metoder til pædagogisk-faglig udvikling. Afhandlingen bygger på en definition af dialog som samproduktion af viden om det sociale. Heri ligger, at deltagere i samskabelsesprocesser sammen tilskriver sociale begivenheder betydning, og at samspillet mellem forskellige stemmer (defineret som ideologier, diskurser og perspektiver) bidrager ny viden (Phillips, 2011a). Overordnet bidrager afhandlingen med viden om samskabelse og om handlerummet for udvikling af samskabelsespraksisser i tre forskellige typer af relationer; ’borger-pædagog’, ’pædagog-pædagog(er)’ og ’forsker-pædagog(er)’ Afhandlingen tager afsæt i et aktionsforskningsprojekt, som var et forskningssamarbejde mellem to grupper af pædagogiske medarbejdere, teamledere, områdeledere og en udviklingskonsulent på to botilbud for mennesker med udviklingshæmning i en dansk kommune. I aktionsforskningsprojektet har deltagerne arbejdet med at analysere hverdagens kommunikative praksisser og eksperimentere med samskabelse ud fra det normative ønske om at fremme borgernes deltagelse i hverdagen på botilbuddene. Aktionsforskningsprojektet har bidraget med viden om, hvordan samarbejdet mellem pædagogerne og rammerne i hverdagen på de to botilbud får en særlig betydning i forhold til at skabe handlerum for dialog. Samtidig har det fælles arbejde produceret viden om, at en samskabelsespraksis indebærer et sensitivt blik for at lade sig overraske af den anden. Det vil sige, at ’overraskelse’ som metode og analysegreb skaber en produktiv opmærksomhed på forskelligheder i hverdagen. Forskelligheder som borgerne på grund af deres handikaps ikke kan give verbalt udtryk for. Ydermere hjalp aktionsforskningen til at rejse en problematik om, hvordan kroppen favnes i et dialogisk-teoretisk perspektiv. Afhandlingen er teoretisk og metodisk inspireret af de dele af Louise Phillips (2011a) analyseramme IFADIA, som kombinerer aktionsforskning med en Bakhtin-inspireret tilgang til dialog og Foucaults magtbegreb. Med koblingen af disse teorier har Phillips udviklet en analyseramme til at gå bagom dialog og samskabelse som politiske buzzwords og konkret analysere den viden, der samproduceres i dialogiske samskabelsesprocesser på tværs af forskellige stemmer. Med afsæt i IFADIA skriver afhandlingen sig ind i videnskabelige forskningstraditioner, som betoner forskning med frem for forskning på praksis (Heron & Reason, 2006). Afhandlingens analyser har fokuseret på samskabelsepraksisser – eksempelvis hvordan pædagogiske medarbejdere og borgere sammen i dialogiske samarbejdsrelationer tilskriver betydning til hverdagssituationer i hverdagen på bostederne. Herunder hvilke særlige spændinger, der opstår i dialogiske relationer med mennesker, som både har et begrænset verbalt sprog samt en række fysiske og psykiske diagnoser. Analyserne bidrager blandt andet med detaljerede fortællinger om de særlige problematikker eller spændinger, der opstår med ønsket om at bevare et polyfonisk på borgerne og borgernes deltagelse i hverdagen på botilbuddene. Samtidig er fokus også på fortællinger om kompleksiteter og forandring, herunder hvordan forskellige institutionelle kontekster tilskrives konstituerende betydning for et ideal om dialog og samskabelse.