’Økonomisk råderum’ og virkelighed

Det økonomiske råderum​​ er blevet et institutionaliseret begreb i den økonomisk politiske debat. Men jeg vil godt vædde på, at højst ti medlemmer af folketinget kan​​ redegøre for begrebet, og at endnu færre kan forklare, hvorledes ’råderummet’ beregnes af finansministeriet.

Dette vidensmonopol har givet finansministeriet en enestående magt. Når hertil lægges, at begrebet ’strukturelt budgetunderskud’, der er en direkte​​ aflægger af definitionen på ’råderummet’ og derfor ligeså uforståeligt; - l er det direkte indskrevet i budgetloven. Ja, så er det et åbent spørgsmål, om det er embedsmændene eller politikerne, der bestemmer den økonomiske politik i Danmark?. Eller rettere sagt, det er ikke et åbent spørgsmål, for embedsmændene har taget magten, hvilket måske også var intentionen med budgetloven.

Ifølge budgetloven må der ikke ved tilrettelæggelsen af finanspolitikken (den offentlige sektors indtægter og udgifter) på noget​​ tidspunkt budgetteres med et underskud der overstiger 11 mia. kr. (½ pct. af BNP) – uanset at staten i dag kan låne til en negativ rente! Alene det forhold illustrerer, at budgetloven er alt, alt for rigid. Den er et barn af, at budgetterne blev overskredet i årene op til finanskrisen. Men det berettiger jo ikke, at den ’jernkappe’, der i budgetloven er blevet støbt omkring den offentlige sektors økonomi, og som finansministeriets embedsmænd har eneret på at beregne, ikke bør udfordres.