Vuggestuebørns æstetiske erfaringer med eventyr

Delprojekt A: Vuggestuebørns æstetiske erfaringer med eventyr Problemstilling Dette delprojekt sætter fokus på børns sanselige erfaring med det, der bredt kaldes æstetik og æstetisk erfaring. Begrebet æstetik kan snævert oversættes erfaringer med kunst og kultur, dvs. erfaringer med litteratur, poesi, billedkunst, musik, drama, m.m. Romantikkens tænkere definerede ifølge leksikonnet Den Store Danske æstetik som: ”et nyt erfaringsområde, der ikke munder ud i rationelt kontrollerbar viden, men angår vores sensibilitet over for tingenes individuelle fremtræden.” Æstetik er på den måde tæt knyttet til sanselighed, da den angår erfaring og erkendelse gennem sanserne i mødet med kunst og kultur. Med udgangspunkt i romantikkens mål om at hele de splittelser og fremmedgørelser, som det moderne samfund har påført mennesket, beskriver Austring og Sørensen æstetik som en erkendelsesproces, hvori menneskets forskellige aspekter fungerer sammen frem for adskilte: ”Kunst, leg og fiktion forener (og forsoner) menneskets opsplitning i krop og ånd, følelse og fornuft, sansning og begrebsliggørelse, idet de to sider er aktive sammen samtidigt. Det udvikler mennesket i begge retninger. Målet er det autonome, harmoniske menneske i det harmoniske samfund. Kort sagt går vejen til ‘frihedens rige’ gennem den æstetiske opdragelse i ‘skønhedens rige’.” (Austring og Sørensen 2006, s. 21) Æstetiske erfaringsprocesser består altså ikke af rent kognitive erkendelser, men trækker på et bredere spektrum af menneskers personlighed, så som følelser og sansning. I den æstetiske filosofi er der derfor et mål om at udvikle ”hele mennesker”, og ikke blot betone den intellektuelle udvikling. Dette formål med æstetisk praksis har været en central del af det, der er blevet kaldt ”den reformpædagogiske strømning” i det 20 århundrede (Nørgaard 2010). De såkaldt kreative emner som tegning, dans, sang og formning har i en skolesammenhæng haft æstetiske læreprocesser som formål og herunder sanselig udfoldelse og erfaringsdannelse. I en nyere sammenhæng beskriver Fink-Jensen og Nielsen (2009) hvordan også fag som idræt, dansk, naturfag og matematik kan inddrage en æstetisk dimension i undervisningen. Her arbejdes med et begreb om æstetiske læreprocesser, der først og fremmest handler om en sanselig erfaring, som indeholder erkendelsesmæssige (intellektuelle) såvel som følelsesmæssige oplevelse og meningsdannelse. I en dagtilbudssammenhæng diskutere Kjær (2017), hvordan arbejdet med æstetisk praksis og erfaringsdannelse kan sætte fokus på børns sanselige og kropslige udtryk i hverdagen, som modstilles en indstilling til læring, der alene betoner rent intellektuelle processer. Emner som leg, dans, sang, bevægelse, musik, tegning, formning og drama nævnes her som eksempler på måder at arbejde med æstetik i dagtilbud. Som citatet oven for viser, kan teorien om æstetikken være noget ”højtflyvende”, så fremfor at gå abstrakt og filosofisk til værks vil projektet søge empirisk og konkret at undersøge, hvad der i praksis sker i børns æstetiske erfaringsprocesser. For at operationalisere denne interesse yderligere, vil projektet sætte fokus på en afgrænset del af det æstetiske område, nemlig vuggestuebørns erfaringer i mødet med eventyr, hvilket vil blive beskrevet nærmere i det følgende. Eksisterende Eventyrforskning Inspireret af ovenstående idéer om æstetikkens potentiale, tager dette delprojekt udgangspunkt i en antagelse om, at æstetiske erfaringsprocesser er erkendelse gennem sanserne, og at både tanker, følelser og krop er aktive undervejs. Som et konkret eksempel på ”det æstetiske”, vil delprojektet undersøge et afgrænset æstetiske erfaringsområde for mindre børn nemlig oplevelsen af eventyr. Dette emne er et klassisk eksempel på æstetisk materiale for børn, og der findes en meget omfangsrig litteratur på området (for et overblik, se Koehler & Schwabe 2018). Langt størstedelen af denne forskning er folkloristisk eller tekstanalytisk, og der findes kun en begrænset mængde empirisk forskning, som fra et psykologisk perspektiv fokuserer på eventyrs virkning på børn, der læser eventyr eller får dem fortalt. Den forskning, der undersøger eventyrs psykologiske rolle i børns udvikling, er for størstedelens vedkommende casestudier, der handler om terapisituationer, hvor eventyr anvendes som en del af det psykoterapeutiske repertoire (Adamo et. al. 2008, Chermeleu 2017, Collier & Gaier 1958, Feuerverger 2010, Fleer, Hammer & March 2014, Hill 1992, Hours 2014, Lubetsky 1989, Margherita et al 2013, Purcell-Gates 1989, Thomas 1995, Walker 2009, Wallace, Kaliambou & Qayyum 2018, Walters 2017). Der findes dog også et begrænset antal af publikationer, der undersøger bruges af eventyr pædagogiske sammenhænge (Fleer & Hammer 2013a, Fleer & Hammer 2013b, Hohr 2000, Howarth 1989). Det er denne forskning, som nærværende delprojekt vil bidrage til. Teoretisk perspektiv Delprojektet vil teoretisk lægge sig i forlængelse af en psykodynamisk tradition for at arbejde med eventyr. I forskellige psykodynamiske traditioner, har man analyseret eventyr, og argumenteret for, at de fungerer som metaforiske og symbolske fortællinger, som handler om vigtige temaer i børns liv (Fraiberg 1959, Bettelheim 1991, von Franz 1996, Rustin & Rustin 2001, Howarth 2014, Gitz-Johansen 2016). I denne litteratur lægges der i høj grad vægt på en antagelse om, at børns møde med eventyr aktiverer børnenes fantasi og følelsesliv, og at der i dette møde sker en form for psykologisk og følelsesmæssig bearbejdning hos børnene. Eventyrenes virkning på børn antages at opstå i mødet mellem eventyrets handling og de dramaer, konflikter, drifter og spændinger, der på netop det tidspunkt rør sig i barnets indre og ydre liv. Eventyret kan for eksempel aktivere følelser af sorg, anspændthed, nervøsitet, begejstring, undring, afhængighed, splittelse, længsel, forladthed, kærlighed, håb eller vrede. Denne litteratur består hovedsageligt af psykodynamiske tolkninger af eventyr, og der findes meget lidt forskningsmæssig viden om, hvordan børns faktisk påvirkes af og skaber mening med eventyrerne i praksis. En anden teoretisk inspirationskilde for dette delprojekt er den udviklingspsykologiske teori, hvor teoretikere som Donald Winnicott og Daniel Stern er centrale. Denne gren af udviklingspsykologien ligger i øvrigt i forlængelse af den psykodynamiske tradition og teoridannelse (både Winnicott og Stern var psykoanalytikere). Fra Winnicott er særlig begreberne om ”det potentielle rum” og ”overgangsfænomener” relevante. Indlevelsen i eventyr kan siges at foregå den psykologiske sfære af fantasi og projektioner, som kan eksistere mellem barnets og dets omverden. Denne sfære kalder Winnicott ”det potentielle rum”, og det er i dette ”rum”, hvor aktiviteter som symbolleg og indlevelse i fortællinger kan fungere som symbolske repræsentationer for barnets indre følelser, konflikter, tanker, frustrationer og længsler (Winnicott 1971). Winnicotts begreb om ”overgangsfænomener” betegner objekter, som for barnet besættes med bestemte følelser, og som for en periode kan rumme og bære disse følelser for barnet (Winnicott 1953). Der kan være tale om fysiske objekter som bamser, dukker eller en sutteklud, men, som andre forskere har peget på, kan også symbolske fortællinger som eventyr fungere som overgangsfænomener for børn, hvor disse fortællinger rummer og spejler barnets mere eller mindre bevidste følelser og impulser (Philippou 2013, Hours 2014, Tsitsani, et al 2011, Violetta-Eirini 2016). Stern har i sit arbejde ikke i særlig høj grad beskæftiget sig med eventyr eller andre former for fortællinger, men hans teoridannelse er velegnet til at inddrage et udviklingsperspektiv i projektet. Særlig Sterns begreber om det lagdelte selv, kan anvendes til at diskutere udviklingsmuligheder, som viser sig i børnenes møde med eventyr. Stern (1985) nævner selv, at poetiske og metaforiske værker (som fx eventyr) i højere grad end mere rationelle tekster har en evne til at kommunikere med forskellige niveauer af personligheden. I en dansk sammenhæng har særlig psykologen Lene Brok beskæftiget sig med børns møde med eventyr i en pædagogisk sammenhæng, og trækker blandt andet på udviklingspsykologiske teorier, hvor arbejdet med eventyr og andre fortællinger knyttes til børns udvikling af selvfølelse (Brok 2005, 2012, Brok & Hyldgaard 2017). At disse processer ikke kun handler om kognitive/intellektuelle processer, men at et større spektrum af sanser og følelser er involverede, kan man få et indtryk af i denne genfortalte situation fra en børnehave: ”Under en fortællestund kan man få en fornemmelse af, at alle sanser er åbne. Det er ikke kun ørerne, børnene lytter med; deres munde er ofte åbne, modtagende. Det er som om, tungen lytter med. Børnene slikker sig om munden, hvis der fortælles om et lækkert måltid, eller de kniber læberne sammen, når ulven spiser kridt for at få en blidere stemme. Deres øjne skiftevis lyser, eller de bliver fjerne i blikket. Ind imellem rynker de på næsen. Arme og ben, ja hele kroppen sanser fortællingen i et og samme moment.” (Brok 2012, s. 27) Ifølge Brok sker der i disse situationer, hvor børn (og voksne) er opslugte af eventyrets fortælling, en påvirkning på såvel sproglige som før-sproglige niveauer i barnets personlighed, og afhængig af barnets alder, kan det (gennem processer som projektion, eksternalisering og identifikation) indoptage dele af fortællingerne elementer i deres personlighedsudvikling. De voksne har her, ifølge Brok, en vigtig rolle, da de er med til at fortælle og evt. iscenesætte eventyret på forskellige måde, og de virker desuden som ”følelsesmæssige ledsagere” undervejs i fortællingen. En vigtig rolle for de voksne er her at kunne rumme (”containe”) de forskellige følelser, som aktiveres i børnene undervejs, og Brok skriver om de voksnes rolle: ”Når man er sammen med barnet omkring folkeeventyr, som aktiverer forskellige følelser i barnet, sender man et indirekte budskab til barnet om, at det er i orden at rumme følelser som f.eks. vrede, og misundelse. På den måde kan barnet opleve, at det ikke er alene om at have sådanne følelser. Det giver barnet tryghed og opmuntrer det til at udvikle sig personligt, når det er sammen med nære voksne omkring et eventyr, der spejler dets egne følelser.” (Brok 2012, s. 37-38) Det interessante ved dette citat er i denne sammenhæng, at er det næsten kan iagttages, hvordan indlevelsen både er kognitiv, imaginativ, kropslig og emotionel. Det er denne bestræbelse på at opfange ydre tegn på indre processer, som videreføres i nærværende delprojekt. Med udgangspunkt i ovenstående formuleres følgende forskningsspørgsmål: Hvad sker der i vuggestuebørns møde med eventyr? Hvordan reagerer børnene, hvilke følelser viser de, og hvilke oplevelser med eventyrerne, kan evt. aflæses af deres reaktioner og engagement? Hvilken rolle har det sociale samspil for meningsskabelsen omkring eventyrerne? Metode Et centralt metodisk problem er spørgsmålet om, hvordan man som forsker får adgang til processer, der foregå i vuggestuebørn, og som måske – måske ikke – er bevidste for disse børn selv. Adgangen til andre menneskers subjektive oplevelse af sig selv og sin omverden, er altid en udfordring for empirisk forskning, men denne udfordring er i dette delprojekt forstørret ved, at man ikke kan interviewe vuggestuebørn, da de enten endnu ikke har et udviklet tale sprog, eller (for de ældre vuggestuebørns vedkommende) dette talesprog ikke er så udviklet, at man kan lave kvalitative interviews med dem. For at imødekomme denne udfordring er projektets metode er hentet fra den psykodynamiske tradition for spædbarnsobservation, som er udviklet ved Tavistock Instituttet i London. Denne metode er oprindeligt udviklet til uddannelse af psykoanalytikere, men den er senere blevet udviklet til en forskningsmetode, der netop søger at få indsigt i spædbørns og småbørns subjektive oplevelse af være til i verden og herunder relationer og samspil med deres omsorgsgivere (Briggs 2002, Urwin, & Sternberg 2012, Adamo & Rustin 2014, Datler, Datler, Hover-Reisner & Trunkenpolz 2014). Da denne metode dels beskæftiger sig med direkte og detaljeret observation af barnet og dets samspil med omsorgsgiverne og dels inddrager forskerens følelsesmæssige reaktioner på dette samspil (modoverføring) stiller det visse fordringer til observatøren, som fx en kapacitet til at kunne iagttage reflektere over sine egne reaktioner. Af denne grund anvendes der ikke videooptagelse eller lydoptagelse, da forskerens være i og reaktioner på feltet medanalyseres. I dette delprojekt har den deltagende forsker fået træning i spædbarnsobservation ifbm. uddannelsen til jungiansk psykoanalytiker ved Jung Instituttet i København, og har tidligere anvendt denne metode til forskning i en vuggestuesammenhæng (Gitz-Johansen 2019a, 2019b, 2020). Erfaringerne fra dette projekt viser, at skønt metoden er udviklet til at observere barn-voksen relationer, så er det både muligt og produktivt at anvende den i en vuggestuesammenhæng. Dette forskningsprojekt (og andre lignende forskningsprojekter) viser, at det er muligt at få et detaljeret indblik i de relationelle samspil i en vuggestue, og også at nærme sig de indre (følelsesmæssige) processer, som foregår mellem børn og voksne. Det tidligere vuggestueforskningsprojekt viser også, at en kombination af spædbarnsobservationsmetoden og inspiration fra Sterns observationer med fokus på barnets og samspillets ”vitalitetsaffekter” er produktiv (Stern 1985, 2010, Gitz-Johansen 2017). Begrebet om vitalitetsaffekter er en måde at udvikle og begrebssætte en observationsmæssig sensitivitet over for de kvalitative ved observerbare handlinger, mimik, gestik og lyde. Alle bevægelser og alle lyde har kvalitative aspekter, som deres varighed, rytme eller tempi, og disse kvaliteter kan bruges til at slutte fra det ydre og observerbare til hvilke subjektive intentioner, stemninger og affekter der udtrykkes. I dette delprojekt vil kombinationen af spædbarnsobservationsmetoden og Sterns iagttagelser af vitalitetsaffekter derfor blive anvendt til at iagttage vuggestuebørn, og deres reaktioner på og indlevelse i eventyr, og deres samspil med de det pædagogiske personale undervejs. Der findes enkelte andre studier, der anvender spædbarnsobservation og eventyr, men her er der alene tale om at bruge eventyrerne metaforisk i analysen af materialet, snarere end at observere eventyrernes betydning i det konkrete samspil (Hindle 2020, Simon 2010). Konkret er der lavet aftale med en vuggestue, der arbejder meget med eventyr i deres dagligdag. I denne vuggestue arbejder man tre måneder med et eventyr. Eventyret bliver fortalt, læst højt, gennemspillet med dukketeater, og på andre måder gjort levende for børnene. Personalet fortæller, at børnenes indlevelse i eventyrerne er meget stor, og at børnene bliver meget optaget af fortællingerne og figurerne. Forventet vidensbidrag Delprojektet arbejder med et forskningsspørgsmål, der handlet om, hvad børn får ud af, at høre og på andre måder leve sig ind i eventyr. Hvilke følelser kommer til udtryk undervejs? Hvad er kvaliteten af indlevelsen? Hvilke temaer lader til at tale til børnene? Hvad betyder samspillet mellem børn, eventyr og det pædagogiske personale for børnenes indlevelse? Snævert set forventes det, at projektet kan bidrage med viden om, hvad eventyr kan bidrage med som en sanselig praksis i børnenes hverdagsliv i vuggestuen. Bredere set kan dette projekt bidrage med eksemplarisk viden om, hvad æstetik og æstetiske læreprocesser kan bidrage med i i daginstitutionshverdagen. Konkret kan delprojektet bidrage med viden om, hvordan æstetiske processer foregår i praksis og hvad de bridrager med i forhold til børnenes hverdag og udvikling. Delprojektet er særlig relevant i forhold til vuggestueområdet, hvor der ikke findes meget forskningsbaseret viden om æstetiske læreprocesser, der nævnes i det sjette tema af læreplanerne for dagtilbud: ”Kultur, æstetik og fællesskab”. Outreach Der forventes undervejs i projektet at opbygge relation til engelske og internationale forskere og forskningsmiljøer omkring metoden ”infant observation”. Der forventes desuden at opbygge relationer til nationale forskere og forskningsmiljøer omkring æstetik og æstetisk læring i dagtilbud og skole.