Et casestudium af en virksomhed under forandring. Det psykiske arbejdsmiljø var præget af ensidighed, monotoni og underordning. Ændringerne skulle bl.a. skabe bedre kvalificering, ansvarlighed og kvalitet i arbejdet. Vi undersøgte ændringsprocesser ud fra et begreb om socialforfatningen, der bl.a. omfatter virksomhedens kultur(er). Der kunne påvises modsigelser og forandringsbarrierer på flere niveauer i virksomheden, herunder forsvar og modstand 'indbygget' i de sociale relationer. Men samtidig viste undersøgelsen også ønsker og ændringspotentialer, der ikke fik udtryk i hverdagen, bl.a. ønsker om større deltagelse, ansvar og kvalitet blandt arbejderne på gulvet. Det er en tese, at disse potentialer kan mobiliseres gennem demokratisering af arbejdet.