Tillidsrepræsentanters læring gennem hvervet
Projektet blev etableret i samarbejde mellem Fagbevægelsens Kompetencecenter og Institut for Uddannelsesforskning samt de fire fagforbund Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK), Fagligt Fælles Forbund (3F) og Dansk El-Forbund (DEF). Projektet blev gennemført af en forskergruppe bestående af Camilla Gregersen, Birger Steen Nielsen, Kurt Aagaard Nielsen, Finn M. Sommer og Niels Warring i perioden 2004-06 med 2005 som det centrale projekt år. Forskningsprojektet Tillidsrepræsentanters læring gennem hvervet sætter fokus på tillidsrepræsentanters læring i deres daglige praksis. Tillidsrepræsentanternes læreprocesser beskrives og analyseres i forhold til deres vidtspændende og komplekse interessevaretagelse med en særlig vægt på de nye og påtrængende arbejdsopgaver der er et resultat af de ændringer i arbejdsforhold og på arbejdsmarkedet som finder sted i disse år bl.a. som en konsekvens af globalisering, virksomhedsfusioner og effektiviseringstiltag i en bred forstand.
Projektet blev tilrettelagt som en kombination af et interview- og observationsstudie og et aktionsforskningsinspireret værkstedsarbejde. I projektet medvirkede 17 tillidsrepræsentanter. De blev alle interviewet individuelt og nogle blev også fulgt i deres daglige arbejde. Herudover deltog tillidsrepræsentanterne sammen med en række faglige og forskningsmæssige eksperter i et 4 dages værkstedsarbejde (fordelt på 3 gange) i form af en kombination af fremtids- og forskningsværksteder. I værkstedsarbejdet stod forholdet mellem tillidsrepræsentanternes daglige arbejde og fagbevægelsens rolle og opgaver i centrum, og tillidsrepræsentanterne formulerede ønsker og forslag til en fornyelse af både fagbevægelsens rolle (”en ny politisk dagsorden”), af tillidsrepræsentanternes daglige opgavevaretagelse og af de fornødne nye læringsarenaer.
Analytisk blev der arbejdet med en fænomenologisk orienteret rekonstruktion af tillidsrepræsentanternes læreprocesser og refleksioner i forhold til deres hverdagserfaringer der så blev diskuteret i samfunds- og læringsteoretiske perspektiver. I centrum står mulighederne for at styrke og udvikle de foreliggende ansatser til usædvanlige læreprocesser som en vej til at styrke tillidsrepræsentanterne i deres daglige opgavevaretagelse. Etablering af forskellige former for frirum er her en forudsætning. Men undersøgelsen peger derudover på at en styrkelse af tillidsrepræsentanternes arbejde er intimt forbundet med en fornyelse af fagbevægelsen. Det må gå begge veje: En styrkelse af tillidsrepræsentanternes position fordrer at fagbevægelsen begynder at sætte en ny politisk dagsorden (herunder: en ”ny solidaritet”), men omvendt må tillidsrepræsentanterne (og deres arbejde) også – langt mere konsekvent end tilfældet er i dag – gøres til et centralt omdrejningspunkt for en sådan fornyelse. Heri ligger der et andet bud på ”fremtidens tillidsrepræsentant” end den form for professionalisering af tillidsrepræsentantarbejdet i retning af en mere konsulentagtig rolle som ellers indtager en fremtrædende plads i dag. Ikke: ”supertillidsmand”, men ”den myndige tillidsrepræsentant.
Publikationer
I et temanummer af tidsskriftet Social Kritik: Arbejde og liv i den nye kapitalisme. Fagbevægelsen ved en skillevej, Social Kritik nr. 112, 2007 diskuteres og udfoldes en række af de centrale spørgsmål fra undersøgelsen i analyser, interviews og anmeldelser.
Resultatet af projektet er fremlagt i to publikationer, en omfattende forskningsrapport og en sammenfattende formidling af de centrale analyser og perspektiver:
C. Gregersen, B. S. Nielsen, K. A. Nielsen, F. M. Sommer og N. Warring: Den myndige tillidsrepræsentant – tillidsrepræsentanters læring. Roskilde: Institut for Uddannelsesforskning. Roskilde Universitetscenter 2005 (Bestil her)
C. Gregersen, B. S. Nielsen, K. A. Nielsen, F. M. Sommer og N. Warring: Nye veje for fagbevægelsen – med tillidsrepræsentanterne i centrum. LO-Dokumentation 1/2006 (Download eller bestil her)
Birger Steen Nielsen har endvidere diskuteret aspekter af projektet i artiklen: Fagbevægelsen og den nye kapitalisme, i: Kritisk debat, juni 2006 (www.kritiskdebat.dk)