Trods regeringens mantra om, at vi skal spare os ud af krisen, så tegner de økonomiske vismænd et noget anderledes positivt billede af dansk økonomi i fremtiden, skriver professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet i en kronik. I vismandsrapporten fra 2010 står der nemlig, at det private forbrug per indbygger vil blive fordoblet i perioden frem til 2045. I stedet for fladskærme og flere biler kunne disse penge bruges på mere velfærd, hvilket en stor del af befolkningen nok også ville ønske, skriver Jesper Jespersen. Derfor efterlyser han en ny økonomisk tankegang fra regeringens side.