Debat: Ditlev Jensen

Press/Media: Press / Media

Description

I Bøger den 27. marts skælder Kristian Ditlev Jensen ud på Martin Krasniks kritiske interview med Lars Hedegaard. Jensen mener sig i stand til at læse Krasniks tanker bag interviewet. Krasnik mener ifølge Jensens motivforskning, at Hedegaard selv var skyld i attentatet på sin person, da han havde skrevet provokerende om islam, og interviewet skulle vise dette. Ud over at demonstrere sine clairvoyante evner har Jensen to formål: Krasnik begår den »kortslutning« at antyde, »at der faktisk var en forbindelse mellem Lars Hedegaards synspunkter og drabsforsøget«. Men hvori Krasniks fejl består, er uklart, for Jensen fastslår efterfølgende, at det lige præcis er den sammenhæng, der gør drabsforsøget på Hedegaard til et attentat. Så langt er Jensen altså enig med Krasnik. Krasnik må bare ikke »antyde« det, som Jensen skriver eksplicit. Krasniks virkelige synd er, at han ifølge Jensen legitimerer vold ved at diskutere indholdet af Hedegaards ytringer. Hvis man antyder, at der kunne være en sammenhæng mellem ytringer og andres reaktioner herpå, så underminerer man ytringsfriheden. Jensen viser sig her ude af stand til at skelne mellem spørgsmål om, hvad der faktisk er tilfældet, og hvad der bør være tilfældet. Det er et faktuelt spørgsmål, om Hedegaards ytringer har provokeret drabsforsøget. Men hvorvidt dette er tilfældet, siger intet om, hvorvidt Hedegaard måtte ytre sig, som han gjorde. Ud over denne elementære fejlslutning fra Jensens side er der en større tankemæssig kortslutning i hans kritik: Jensen vil forsvare ytringsfriheden. Ytringer er udsagn, der hævder noget - i Hedegaards tilfælde udsagn om islam. Ifølge Jensen må man ikke diskutere eller forholde sig kritisk til ytringer, hvis afsendere er blevet udsat for drabsforsøg. Men hvis man ikke må forholde sig til ytringernes indhold eller sandhedsværdi, er det ensbetydende med, at der slet ikke er tale om udsagn. Så Jensens forsvar for ytringsfriheden består i at underminere Hedegaards ytringers status som udsagn, der hævder noget. Dermed er det slet ikke ytringsfriheden, Jensen forsvarer - han underminerer den tværtimod på en meget mere fundamental måde, end Krasnik måtte gøre.
Period5 Apr 2013

Media coverage

1

Media coverage

  • TitleDebat: Ditlev Jensen
    Media name/outletWeekendavisen, Bøger, side 6
    Date05/04/2013
    Producer/AuthorSune Lægaard
    PersonsSune Lægaard