Anm: Fra gerningsmænd til ofre

Description

Fortræffelig monografi udfolder den smertefulde historie om Fårhuslejren, hvor landsforrædere efter besættelsen afsonede deres straf. Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. 640 sider. 400 kr. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Den 5. maj 1945 var det endelig slut. Den dag forlod de danske fanger, som under besættelsen var blevet arresteret af tyskerne, Frøslevlejren nær Padborg. Få dage senere rykkede et nyt hold ind, men denne gang personer, som var mistænkt for kollaboration med besættelsesmagten. Historikeren Henrik Skov Kristensen behandler i sin omfattende bog historien om Frøslevlejrens efterfølger. Det er et smertefuldt stykke Danmarkshistorie, der fortæller om offerroller og fortrængninger blandt store dele af det tyske mindretal i Sønderjylland. Som en del af retsopgøret blev der etableret en række straffeanstalter for landssvigerne. Den største af disse var baraklejren Frøslev, der i befrielsesåret blev omdøbt til Fårhus og hvor der i eksistensperioden fra 1945-49 sad mere end 5000 mennesker indespærret. Egentlig var der i efterkrigstiden tale om to lejre. Den første var en lejr under modstandsbevægelsen, som eksisterede frem til sensommeren 1945. Her blev flere tusinde, fortrinsvis mænd fra det tyske mindretal, interneret. I den resterende periode fungerede Fårhus som statslig straffelejr drevet af fængselsvæsenet. STRAFFELEJREN er en moppedreng på mere end 600 sider, men det lykkedes at fastholde læseren også i de afsnit, hvor forfatterens forkærlighed for lange citater tager overhånd. Det skyldes, at der gennem bogen er et tilbagevendende kapitel, som hedder »Fra fangekartoteket«. Her præsenteres forskellige fangegrupper, personer og deres kriminalitet. Det er et fint strukturelt greb som betyder, at de indsatte træder ud af anonymiteten og bliver nærværende. Hertil får man et indtryk af den brede vifte af forbrydelser, som fangerne i Fårhuslejren havde været involveret i. Et par eksempler: Mange af de indsatte havde udelukkende gjort vagttjeneste i Danmark. En af de tidligere vagtmænd, som afsonede i Fårhus, var A., der havde været medlem af det såkaldte Sommerkorps under Luftwaffe og bevogtede den tyske flyveplads i Tirstrup. Myndighederne gav ham et noget ufølsomt skudsmål som et småtbegavet individ, hvis primære motiv var glæden ved penge. I april 1948 blev han løsladt. En af de yngste indsatte, kaldet »Svendborgdrengen«, blev såret i Waffen-SS og overført til Danmark. Her blev han tilknyttet Gestapo i Aarhus og siden overført til vagtmandskabet i Frøslev. I sommeren 1948 vendte han tilbage til lejren, som han kendte så godt, men nu på den anden side af pigtråden. Det kunne imidlertid ikke afgøres, om Svendborgdrengen havde deltaget i tortur af danske statsborgere under forhør hos Gestapo. DER var til gengæld ikke tvivl om, at fangen J. havde været dybt involveret i overgreb på uskyldige. Han meldte sig til tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark. Korpsets erstatningskompagni bevogtede en overgang en lejr for jødiske tvangsarbejdere ved Bobruisk i Hviderusland. Her dræbte han en af fangerne enten ved kolbeslag eller skud i hovedet. I september 1949 blev han dog benådet og kunne forlade Fårhus som en fri mand. Deltagelse i den slags ugerninger var ikke nødvendigvis ensbetydende med et langvarigt ophold i Fårhus. Den tysksindede H. havde i et brev fra Østfronten erklæret, at »til min store glæde har jeg allerede ekspederet et par jøder.« I oktober 1946 kunne H. starte på en frisk, da han blev løsladt som følge af en kongelig benådning, der imidlertid ikke gav anledning til taknemmelighed. Tværtimod lagde han sag an mod staten for at have konfiskeret 1200 kr., som stammede fra sold i Waffen-SS. Desuden krævede H., at staten skulle bekoste det arbejdstøj, han måtte anskaffe for at kunne fungere på sin nye læreplads. BLANDT de dømte blev Fårhuslejren et vigtigt omdrejningspunkt i den systematiske positionering som ofre for besættelsen, der foregik i efterkrigstiden. Det skete bl. a. gennem en række publikationer, som eksempelvis den tidligere nazist Aksel Olesens lille bog Faarhus kalder, fra 1948, der var en gennemgang af de uretfærdigheder og overgreb, som angiveligt havde fundet sted. Opholdet havde gennemgående været meget ubehageligt. Ved ankomsten gav en officer eksempelvis Olesen og hans medfanger en velkomstsalut om, at de var velkomne til at flygte, men at skytter i vagttårnene omgående ville åbne ild, og at de i øvrigt ville få lov til at blive liggende, hvis de trådte på en af minerne omkring hegnet. At der i den tidligste periode vitterlig forekom hårdhændet behandling af de indsatte, kan der næppe herske tvivl om. I befrielsessommeren blæste der ikke lune vinde omkring dem, som havde været på den forkerte side. Hertil kom den noget uheldige situation, at vagtmandskabet i Fårhus' første periode primært bestod af tidligere modstandsfolk, hvoraf mange sågar havde været indsat i lejren, dengang den blev bevogtet af tyske politisoldater. Situationen blev dog normaliseret i løbet af 1945. HENRIK Skov Kristensen har gennemgået en imponerende mængde arkivmateriale, og resultatet er fortræffeligt. Straffelejrens styrke er ikke kun beskrivelsen af livets gang i lejren og analysen af myndighedernes forvaltning, men især fremstillingen af det tyske mindretals opfattelse af deres rolle under krigen og det efterfølgende retsopgør. I denne selvforståelse fik lejren en ikonografisk karakter i en sådan grad, at man i det sønderjyske taler om en »fårhusmentalitet« hos hjemmetyskerne. Lejren blev for store dele af mindretallet symbolet på, hvad der blev opfattet som en uretfærdig behandling, og gjort til en del af den modhistorie, som blev konstrueret efter befrielsen. I denne revisionistiske optik var mindretallet dobbeltofre. Først blev de voldført og misbrugt af nazisterne fra hjemlandet. Siden blev mindretallet svigtet af deres værtsnation, da Det tredje Rige lå tilbage som en rygende ruinhob, og regningen skulle betales. Dermed led de et dobbelt martyrium. De danske myndigheder havde angiveligt ingen forståelse for den loyalitetskonflikt, som opstod i forholdet til Danmark og moderlandet. Mange i mindretallets samfund blev opbragt over de grundlovsstridige interneringer, som fandt sted umiddelbart efter befrielsen og de love med tilbagevirkende kraft, der blev anvendt i forbindelse med retsopgøret. Der blev henvist til, at der ikke eksisterede en krigstilstand mellem de to nationer, men at Danmark i stedet var fredsbesat og at regeringen i øvrigt samarbejdede med tyskerne. Realiteten var imidlertid, at Danmark, sammenlignet med det øvrige Europa, reagerede særdeles moderat over for mindretallet. Ingen blev overfaldet, dræbt eller udvist. Hjemmetyskerne blev dømt efter de samme love som andre statsborgere, hvor ingen blev straffet alene for deres holdninger. Danmark var formelt set ikke i krig med Tyskland, men i samtiden var man udmærket klar over, at den såkaldte fredsbesættelse var en sær diplomatisk konstruktion. Besættelsen var heller ikke specielt fredelig og ironisk nok, fandt nogle af de hårdeste kampe den 9. april 1940 sted i de områder, hvor mange af hjemmetyskerne var bosat. Den såkaldte fredsbesættelse foregik ingenlunde frivilligt, men under udtrykkelig protest fra regeringen. Man kan derfor stille sig det spørgsmål, om mindretallet generelt kerede sig om dansk lovgivning under besættelsen, da loyaliteten åbenlyst var rettet mod Tyskland. Mindretallets påstande om besættelsens karakter blev først interessant efter nederlaget. INDESPÆRRINGEN i Fårhus gav ikke anledning til selvransagelse blandt hjemmetyskerne, men tværtimod bitterhed. Den modhistorie, som blev grundlæggende for fårhusmentaliteten, betød, at mindretallet aldrig praktiserede det, man i Tyskland kalder Vergangenheitsbewältigung, der er et begreb, som er blevet synonymt med at forholde sig kritisk og ansvarligt til den nazistiske fortid. Det har blandt andet betydet, at man i det tyske mindretal aldrig fik et internt opgør med de ledere, som i den grad omfavnede nazismen. At der nu er udkommet en grundig monografi om landssvigernes straffelejr, før end et stort værk om tiden, hvor tyskerne anvendte lejren til frihedskæmpere, fortæller om, hvor besættelsestidshistorikerne har deres fokus. I den tidligere forskning fyldte det, man kan kalde forrædergruppen, meget lidt. Enten fordi historikerne ikke havde lyst til at beskæftige sig med dem, eller fordi der var så meget andet, som skulle undersøges. Det billede ændrede sig, da RUC-historikeren Anette Warring i 1994 udgav en bog om tyskerpigerne. I årene derefter fulgte en strøm af udgivelser om bl. a. de danske østfrontfrivillige, nazister, antisemitter og terrorgrupper. På trods af at historikerne efterhånden har været langt omkring, er der intet, der tyder på, at interessen er aftagende. Flere udgivelser om landsforræderne under besættelsen er i skrivende stund under forberedelse. Landssvigere bliver dog næppe det næste emne for Henrik Skov Kristensen, som i forordet skriver, at en bog om Frøslevlejren er på vej. Holdes niveauet fra Straffelejren kan læserne glæde sig til efterfølgeren om forhistorien.