VADEHAVSREGIMET: en diskursanalyse af institutionelle muligheder og begrænsninger i et internationalt samarbejde om beskyttelse af Vadehavet

Thomas Johansen, Søren Oldenburg & Thomas Suse

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

Specialerapportens problemstilling knytter an til de seneste årtiers internationalisering af naturbeskyttelsesarbejdet. I denne sammenhæng er det Trilaterale Vadehavssamarbejde et mindre kendt naturbeskyttelsessamarbejde mellem Holland, Tyskland og Danmark med formel basis i en politisk aftale fra 1982. Med udgangspunkt i en kritik af international regimeteori afgrænses og beskrives et pragmatisk regimebegreb fra et konstruktivistisk synspunkt, hvilket indebærer et bredt politikbegreb, som omfatter såvel stat som økonomi og civilsamfund. Beskyttelsen af Vadehavet er i dette perspektiv andet og mere end et statsligt samarbejde mellem regeringer, hvorfor beskyttelsesarbejdet udbredes til også at omfatte en række NGOere og de regelmæssigt afholdte videnskabelige vadehavssymposier. Vadehavsregimet er specialerapportens begrebsliggørelse af beskyttelsesarbejdet i det bredere perspektiv. I 1991 formuleredes et vejledende princip for beskyttelsen af Vadehavet, som siden blev nedlagt i en række økologiske målsætninger for Vadehavets økosystem herunder tidevandsområderne. Det vejledende princip fremstår således som en politisk idealforestilling i beskyttelsen. Specialerapporten eftersøger institutionelle muligheder og begrænsninger i Vadehavsregimet for så vidt muligt at virkeliggøre politikkens idealforestilling, som denne udtrykkes i de økologiske målsætninger for tidevandsområderne. Dette er omsat til praksis ved hjælp af en analysestrategi, som har teoretisk forankring i Niels Å Andersens institutionel historie, Ernesto Laclau & Chantal Mouffes diskurs analyse såvel som James G. March & Johan P. Olsens nyinstitutionalisme. Det konkluderes, at Vadehavsregimet principielt rummer såvel kognitive som organisatoriske muligheder for at beskytte Vadehavets tidevandsområder, om end der forekommer en organisatorisk begrænsning med hensyn til regulering af forurenings- og eutrofleringsproblemerne, da disse problemer ikke er bureaukratisk defineret som naturbeskyttelsesanliggender og tillige ikke lokalt regulerbare på grund af deres grænseoverskridende og diffuse beskaffenhed. Desuden konkluderes det, at indgåelsen af en aftale i henhold til international lov, hvor Vadehavet er beskyttelsesobjekt, kunne være et hensigtsmæssigt organisatorisk instrument i beskyttelsen af Vadehavet.

UddannelserTekSam - miljøplanlægning, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato1 aug. 1999
Antal sider84
VejlederePeder Winkel Agger