Ung i transition med ADHD

Louise Grandt, Majken Høeg Olsen, Camille Felicia Hven & Helle Dorte Christiansen

Studenteropgave: Kandidatprojekt

Abstrakt

Dette projekt er et mixed method studie af hvilke faktorer der viser sig betydningsfulde i transitionen fra ung til voksen med diagnosen ADHD. Der er blevet anvendt en kombination af kvalitative interviews og kvantitative sekundære data. Metode strategien er udarbejdet ud fra et fænomenologisk standpunkt, hvor det bærende i interview og sekundære data har været en opmærksomhed på udtalelser om betydningsfulde fænomener i transitionen. Ydermere er fokus på individuelle og samfundsmæssige påvirkninger på mental trivsel blevet en integreret del a udforskningen af de betydningsfulde faktorer. I projektets analyse er der anlagt et blik med kritisk teori fra Habermas’ System og Livsverden og Honneth’s anerkendelsesteori, dette i selskab af Antonovskys fænomenologiske tilgang til mestring med Oplevelse af sammenhæng. Derudover er Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke for mental sundhed blevet anvendt til at anskueliggøre nogle af de offentlige indsatser i kombination med informanternes udsagn. Af de kvalitative fund kan vi konkludere at forældrenes støtte er særligt vigtigt i transitionen og afgørende for en kontinuerlig oplevelse af håndterbarhed, anerkendelse og mening. Derudover er anerkendelse i de sociale relationer af stor betydning, dette både for at modstå stigmatisering, men også fordi fællesskaber er med til at styrke informanternes selvværd. Med afsæt i både den kvalitative og kvantitative analyse kan det endvidere konkluderes at der er sammenhænge i mellem de oplevede udfordringer med det offentliges manglende struktur og røde tråd i de individuelle forløb for informanterne.

UddannelserSundhedsfremme og Sundhedsstrategier, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato18 dec. 2018
Antal sider86
VejledereKasper Andreas Kristensen

Emneord

  • ADHD, transition, mental trivsel