Peptider til behandling af colorektalcancer

Vibeke Nørgaard Nielsen, Lea Marie Juul Christensen, Elisa Nielsen, Thea Emilie Bergmann Christiansen, Mikala Meling Tang, Sarah Maria Olufsen & Emma Sofie Ahrenkiel Andersen

Studenteropgave: Basisprojekt

Abstrakt

Denne rapport diskuterer, hvordan en peptidvaccine kan optimere behandlingen af colorektalcancer og hvilke pepetider vaccinen skal indeholde for at være mest effektiv. Colorektalcancer er den tredje mest udbredte form for cancer, og er et stort sundhedsproblem verden over. På nuværende tidspunkt findes der flere forskellige måder at behandle colorektalcancer på, men de traditionelle behandlingsformer er ikke optimale, da de medfører mange bivirkninger. Ny forskning viser, at en peptidvaccine ikke giver lige så alvorlige bivirkninger, da peptider i modsætning til de traditionelle behandlingsformer, specifikt kan ramme tumorcellerne uden at skade de raske celler. Peptider kan let syntetiseres og kemisk modificeres, hvilket betyder at de kan udnyttes til at designe nye peptider og forbedre leveringen af peptidet til bindingsstedet. Peptidvaccinen, til behandling af colorektalcancer, er blevet erklæret sikker, dog skal den stadigvæk kombineres med en anden behandling, for at opnå de bedste resultater. En peptidvaccine kombineret med kemoterapi viser sig at være mest effektiv, fordi kemoterapien medvirker til at fremme den tumorspecifikke immunrespons forårsaget af peptidvaccinen. En peptidvaccine indeholdende flere peptider har en bedre effekt, da peptiderne har mulighed for at forstærke hinanden. Ydermere har patienter med et bredt CTL-respons længere gennemsnitlig overlevelsestid. Derfor kunne udviklingen af den optimale peptidvaccine være med til at forbedre den fremtidige behandling af colorektalcancer.

UddannelserBasis - Naturvidenskabelig Bacheloruddannelse, (Bachelor uddannelse) Basis
SprogDansk
Udgivelsesdato19 dec. 2016
Antal sider55
VejledereMichelle Vang Mouritzen