Menneskerettigheder i System og Livsverden - Menneskerettigheder, modernitet og rationalitet. ”Hvordan kan Habermas’ tese om systemets kolonisering af livsverdenen bidrage til at forklare EU’s relation til Iran og People’s Mojahedin Organisation of Iran (PMOI) med særligt henblik på menneskerettighedssituationen i Iran?”

Poyan Taherloo

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

ABSTRACT The two paradoxes of the problem area consists of EU’s relation to respectively Iran and the largest Iranian opposition group PMOI, in the light of EU’s own declared policies, laws and fundamental principles. EU’s actions towards Iran and PMOI are in defiance with the Union’s declared policies and fundamental treaty bound principles, demands from popularly elected in a number of parliaments, the European parliament, the Council of Europe together with EU’s own laws, provisions and Court of justice. Regarding EU’s relations to Iran the EU is acting in defiance with its declared policy towards the country passed in 2002, in which it is expected that development in trade is matched by similar progress within all EU’s areas of concern, particularly regarding terrorism, conflict in the Middle east, weapons of mass destruction, and human rights. There has bean a very steep rise in EU’s trade with Iran since 2002, as the value of EU-15’s trade with Iran in 2007 consists of a rise of 70,3 % compared to 2002. This is in spite of Iran being described as the world’s leading sponsor of terrorism undermining peace and security in the Middle east, not cooperating to ensure the peaceful nature of its nuclear program despite comprehensive incentives and undauntedly continuing gross and systematic human rights violations in the country. Besides EU’s declared policy towards Iran, EU’s action is thus furthermore in defiance with EU’s declared human rights policy and thereby in defiance with fundamental principles for the Common Foreign & Security Policy (CFSP). This results in a situation where EU through its trade with Iran at least economically contributes to among other things the clerical regime’s support of terrorist groups that undermine peace and security in the Middle east and kill NATO-soldiers in Afghanistan and Iraq, the regime’s suppression of the population including gross and systematic human rights abuses, together with the regime’s continuation of its nuclear program, that can lead to a nuclear weapon. It is in this way that EU is contributing to a regime that the quartette’s representative for the Middle East Tony Blair describes with reference to Nazism in the 1920’s and 1930’s. It seems possible to explain EU’s action by either the low priority of human rights in foreign policy or appeasement in international politics, with cognitive-instrumental rationality as decisive. In accordance with The Theory of Communicative Action by Jürgen Habermas, EU’s relation to Iran and PMOI is thus an expression of non-normative result oriented action, for which the aims are EU’s security related and economic interests. The discrepancy between EU’s declared policy and EU’s actual action in relation to Iran and PMOI, can thus be explained as an instrumentalisation of the lifeworld. But because human rights are embraced by the lifeworld in relation to the processes cultural reproduction, social integration and socialization, the communicative action or normative understanding oriented action, can not be replaced without pathological consequences for society. Because human rights thus is connected to the lifeworld’s symbolic reproduction, it can not, like the lifeworld’s material reproduction, be converted to the systemic integration’s premises, which is result oriented action in the system’s structural components market and state, without resulting in pathological side effects. RESUMÉ Problemfeltets to paradokser består af EU’s relation til henholdsvis Iran og den største iranske oppositionsgruppe PMOI, i lyset af EU’s egne erklærede politikker, love og grundlæggende principper. EU’s handlen overfor Iran og PMOI er i strid med Unionens erklærede politikker og grundlæggende traktatfunderede principper, krav fra folkevalgte i en række nationale parlamenter, Europaparlamentet og Europarådet samt EU’s egne love, bestemmelser og domstol. Omkring EU’s relation til Iran handler Unionen i strid med sin erklærede politik overfor landet vedtaget i 2002, hvor det forventes, at udviklingen i samhandel matcher tilsvarende fremskridt på alle EU’s samarbejdsområder med Iran, herunder særligt vedrørende terrorisme, konflikten i Mellemøsten, masseødelæggelsesvåben og menneskerettigheder. Siden 2002 har der været en meget kraftig stigning i EU’s samhandel med Iran, hvor værdien af EU-15’s samhandel med Iran i 2007 udgør en stigning på 70,3 % i forhold til 2002. Dette til trods for at Iran betegnes som verdens ledende sponsor af terrorisme, underminerer fred og sikkerhed i Mellemøsten, ikke samarbejder omkring forsikringen af dets atomprograms fredelige karakter, trods omfattende incitamenter, og ufortrødent fortsætter grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser i landet. Foruden EU’s erklærede politik overfor Iran, er EU’s handlen således endvidere i strid med EU’s erklærede menneskerettighedspolitik og dermed grundlæggende principper for FUSP. Dette udmønter sig i en situation, hvor EU gennem sin samhandel med Iran bidrager, i hvert fald økonomisk, til blandt andet præstestyrets støtte til terrorgrupper, der underminerer fred og sikkerhed i Mellemøsten og dræber NATO-soldater i Afghanistan og Irak, styrets undertrykkelse af befolkningen, herunder grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser, samt styrets fortsættelse af dets atomprogram, der kan lede til en iransk atombombe. Det er således, at EU bidrager økonomisk til et styre med en ideologi, som kvartettens repræsentant for Mellemøsten Tony Blair, beskriver med reference til Nazismen i 1920’erne og 1930’erne. EU’s handlen synes at kunne forklares med enten menneskerettigheders lave prioritering i udenrigspolitik eller eftergivenhed inden for international politik, hvor kognitiv-instrumentel rationalitet er udslagsgivende. I henhold til Teorien om den kommunikative handlen, af Jürgen Habermas, er EU’s relation til Iran og PMOI således udtryk for ikke-normativ resultatorienteret handlen, hvor målet er EU’s sikkerhedsmæssige og økonomiske interesser. Diskrepansen mellem EU’s erklærede politik og EU’s faktiske relation til Iran og PMOI, kan således forklares som en instrumentalisering af livsverdenen. Men idet menneskerettigheder er omfattet af livsverdenen i relation til processerne kulturel reproduktion, social integration og socialisation, kan den kommunikative handlen eller normativ forståelsesorienteret handlen ikke erstattes uden patologiske konsekvenser for samfundet. Fordi menneskerettigheder således er forbundet med livsverdenens symbolske reproduktion, kan det ikke som livsverdenens materielle reproduktion omstilles til den systemiske integrations præmisser, som er resultatorienteret handlen i systemets strukturelle komponenter marked og stat uden, at det medfører patologiske sideeffekter.

UddannelserForvaltning, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato18 nov. 2008

Emneord

  • EU's Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP)
  • Menneskerettigheders rolle i udenrigspolitik
  • Eftergivenhed inden for international politik
  • Teorien om den kommunikative handlen
  • EU's menneskerettighedspolitik
  • People's Mojahedin Organisation of Iran (PMOI)
  • Systemets kolonisering af livsverdenen
  • Menneskerettighedssituationen i Iran