Harvesting next to poverty. An analysis of the cotton industry´s impact on small scale farmers in Zambia

Cecilie Toudal Pedersen

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

Et ofte stillet spørgsmål i udviklingssammenhænge er: hvordan fjerner vi fattigdom i verden? Der har i den forbindelse været en intensiv diskussion om sammenhængen mellem den handelsrelaterede økonomiske vækst og fattigdom (Dollar 2002, Rodrik 2007, Stiglitz 2006). Hvordan påvirker den økonomiske vækst i én sektor uligheden og fattigdomsniveauet i samfundet? Ud af denne diskussion er det kommet frem, at vækst i forskellige sektorer påvirker fattigdomsniveauet forskelligt (Bigsten 2008:1). Hvor der tidligere var fokus på industrialisering som katalysator for fattigdomsreduktion, er anskuelsen nu at væksten i landbrugssektoren besidder et stort potentiale i at reducere fattigdom (Moss 2007:89, Balet & Porto 2005:1). I forlængelse af denne diskussion, er det hensigten med denne rapport at undersøge relationen mellem Zambias bomulds-industri og bønder. Herunder, hvordan bøndernes deltagelse i bomuldshandlen påvirker deres muligheder for at komme ud af fattigdom. Dette gøres ud fra et ønske om at forstå, i hvilket omfang deltagelsen i bomuldsindustrien kan fungere som en fattigdoms-reducerede strategi. Omfanget af potentialet for at bønder kan komme ud af fattigdom, via deres relation til bomuldsindustrien, er muliggjort og begrænset af mange faktorer. For at undersøge disse faktorer udførte jeg feltarbejde i Zambia, i sommeren 2008. Her mødtes jeg med bomuldsinteressenter, der gav mig en forståelse af sammenhængen mellem internationale forholds indvirkning på bomuldsindustrien og kendskab til hvordan Zambias bomuldsindustri er organiseret. Herunder de betingelser virksomhederne og bønderne er begrænset af, der afgør det niveau bomuldsindustrien opererer på og bøndernes muligheder for at komme ud af fattigdom via deltagelsen i bomuldsindustrien. Bomuldsindustrien i Zambia Bomuldsindustrien har siden 1994 været privatiseret i Zambia. Det har betydet, at staten i en lang årrække ikke har blandet sig i denne sektor, og at det i stedet har været op til de private virksomheder at udvikle industrien og skabe et velfungerende samarbejde med bønderne. Ifølge mange forskere har de private bomuldsvirksomheder i Zambia udviklet industrien med stor succes (Tschirley & Zulu 2003), hvilket er kommet til udtryk i at produktionen og antallet af involverede bønder er steget støt (App:A). Det har ledt mange forskere til at vurdere, at Zambias bomuldsindustri udgør et stort potentiale for at reducere fattigdommen blandt bønder i Zambia (Kabwe & Tschirley 2007). I Zambias landområder er investeringer generelt forbundet med stor risiko, grundet store transaktionsomkostninger og manglende beskyttelse af ejendomsrettighederne. Grundet den store risiko, er det internationale bomuldsvirksomheder med stor finansiel kapacitet, der har etableret sig i Zambia. Disse virksomheder er i stand til at tilbyde bønderne bomuldsfrø og sprøjtemidler på kredit, hvorved bønderne kan producere bomuld af en mængde og kvalitet, der kan sælges på verdensmarkedet (Larsen 2003). I kraft af de private virksomheders investeringer i at udvikle bomuldsindustrien i Zambia har virksomheder nået ud til et langt større antal bønder med tilbuddet om at deltage i bomuldsindustrien. Idet langt de fleste bønder i Zambia er selvforsyndende, med dertil hørende lav produktion og lav indkomst, er det vanskeligt for bønderne at bryde ud af det fattigdomsmønster, som de befinder sig i. Bønderne er i mange henseender isoleret fra verdensmarkedet, og har via relationen til bomuldsvirksomhederne fået mulighed for at producere en indkomst-genererende afgrøde, der har potentiale for at bryde dette fattigdomsmønster. ’Succesen’ i Zambias bomuldsindustri i form af øget produktion og antal af beskæftigede bønder, skyldes at virksomhederne, der opererer i Zambia har haft tilskyndelse til at samarbejde omkring de generelle udfordringer bomuldsindustri har stået overfor. Samarbejdet og den begrænsede konkurrence mellem virksomhederne har sikret at deres investeringer kom retur, trods den zambianske stats manglende institutionelle opbakning i form af regulering og garanterede ejendomsrettigheder (Larsen 2003). Trods potentialet i deltagelsen i bomuldsindustrien, er der en række forhindringer forbundet med bøndernes fattigdom, som begrænser dem i at udnytte dette potentiale. Det skyldes bøndernes svage position overfor bomuldsvirksomhederne i forhandlings-situationer, hvor der i kontrakten mellem bønderne og virksomheder f.eks. står beskrevet, at bønderne bærer risikoen ved at producere bomuld, mens virksomheden har rettighederne til bomulden. Desuden tilbageholder virksomhederne information om prisfastsættelsen af bomuld, hvilket giver dem mulighed for at give bønderne en lavere pris for deres bomuld. Derudover betyder bønderne manglende ressourcer i form af arbejdskraft fra mennesker og trækdyr, at de ikke producerer den optimale mængde bomuld og derfor ikke får den indkomst, der er potentiale for. I værste fald kan forholdet til bomuldsvirksomhederne tilmed øge bøndernes fattigdom, idet det i kontrakten er fastlagt, at bønderne skal tilbagebetale den kredit de har modtaget fra virksomhederne, uanset høstudbyttet. Fejlslagen høst kan således gældssætte de i forvejen fattige bønder. Den begrænsede konkurrence har de senere år ændret sig, idet flere virksomheder er begyndt at operere i Zambia og konkurrere på priserne. Det har været fordelagtigt for bønderne. Men idet de fordelagtige priser skyldes, at nyankomne virksomheder ikke overholder de samme spilleregler som de veletablerede, er ejendomsretten blevet truet, hvorved interessen for at investere i bomuldsindustrien begrænses. Den manglende investering i bomuldssektoren undergraver Zambias bomuldsindustri og gør bønderne endnu mere fattige, idet de kun vil være selvforsyndende (Kabwe & Tschirley 2007b). Med disse faktorer taget i betragtning, kan det konkluderes at bøndernes deltagelse i bomuldsindustrien udgør et potentiale for at komme ud af fattigdom. Men idet de producerer med fattigdom som vilkår, er deres muligheder for at udnytte dette potentiale til et niveau, der kan få dem ud af fattigdom, begrænset. For at bønderne kan komme ud af fattigdom via Zambia bomuldsindustri, er det afgørende at konkurrencen på priserne mellem virksomheder forsætter til gunst for bønderne samtidig med virksomhedernes ejendomsrettigheder sikres, således at de fortsætter med at investere og udvikle Zambia bomuldsindustri.

UddannelserInternationale Udviklingsstudier, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogEngelsk
Udgivelsesdato29 maj 2009
VejlederePaul Austin Stacey

Emneord

  • Global value chain
  • Zambia
  • poverty
  • Cotton