For dum til at få børn: Et studie i racehygiejne og (u)sædelighed i Danmark 1920-1960

Naja Zohra Mrabet Gosham

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

Dette speciale omhandler racehygiejne - herunder kvinder der blev opfattet som degenererede og som dermed skulle forhindres i at få børn. Formålet er at undersøge, hvordan racehygiejne blev anvendt som en del af et ideal om velfærdsstat uden degeneration i Danmark 1920-1960. Desuden undersøger jeg den praktiske funktion af racehygiejniske tiltag ved at undersøge, hvordan racehygiejniske forestillinger blev udtrykt i journaler fra Sprogø. Jeg inkluderer forskningslitteratur, der omhandler emanciperede kvinder i begyndelsen af ​​det 20. århundrede for at undersøge den fremtrædende seksuelle moral i perioden 1920-1960, og anvender litteratur der behandler racehygiejne i Danmark og på Sprogø. Overvejende benytter jeg samtidige kilder der belyser racehygiejnisk forskning og politik i perioden 1920-1960. Endvidere anvender jeg journaler fra Sprogø til at belyse, hvordan racehygiejniske forestillinger om degenererede individer blev udtrykt i disse.
I specialet viser jeg, at racehygiejnisk forskning spiller en vigtig rolle i argumentet for indførelsen af eugeniske politiske foranstaltninger i samfundet. Racehygiejnisk forskning udgør baggrunden for den eugeniske politik, der blev indført i 1920-1960, og der er forestillinger om, hvilke menneskelige egenskaber der er nyttige for samfundet, og hvilke der ikke er. Jeg konkluderer, at personer, der besidder ikke-anvendelige træk, opfattes som degenererede og som en økonomisk byrde for samfundet grundet deres reproduktive evne, mulige behov for internalisering, sterilisering eller socialhjælp. Derudover var der flere eugeniske forestillinger om degenererede individer udtrykt i portrætteringen af kvinder på Sprogø, herunder at de kom fra degenerative familier, producerede mange afkom og havde en usædelig karakter, der indbefattede en aggressiv seksualitet, der potentielt kunne resultere i mulig graviditet med et degenereret afkom, der blev opfattet som socialt uønsket i 1920-1960.

UddannelserHistorie, (Bachelor/kandidatuddannelse) Bachelor el. kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato2 jun. 2019
Antal sider72
VejledereKarin Cohr Lützen

Emneord

  • Racehygiejne
  • Eugenik
  • Usædelighed
  • Degeneration