Et middelalderligt puslespil: Datering og herkomst af et teglstensgulv

Krisann Søegaard Ørtenblad

Studenteropgave: Kandidatprojekt

Abstrakt

Mosaikgulvet i kirkeruinen Sct. Laurentii i Roskilde er det eneste af sin slags i Danmark, men vi har ingen beviser for at kirken skulle have været mere end en sognekirke i sin tid. Fra 1931 og mange år frem mente man, at det var lagt i 1120'erne, og dermed et meget tidligt eksempel på teglbrænding i Danmark. Dette stemte dårligt overens med, at man først anser tegl for at komme til landet i 1160, hvorfor gulvet var en sensation. I 1998 mente man at have bevist, at gulvet var kirkens gulv nr. 2, men uden at datere det på ny.
Det er dette speciales fokus, at følge spørgsmål og spor fra de to udgravningsrapporter til to hovedspor; teglbrænding og -byggeri og forbindelser mellem byerne Lund og Roskilde herunder også kirkens status. Disse vil lede til en mulig datering af mosaikgulvet og desuden udforske hvorvidt kirken kan have været mere end en sognekirke. Sporene kan give en forklaring på, hvorfor netop denne kirke har dette specielle gulv.
Specialet er opbygget som et puslespil med manglende brikker. Det er ikke målet, at give et definitivt svar, men gennem diskussioner af de relevante spor, at give et billede af historien om mosaikgulvet.

UddannelserHistorie, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato28 dec. 2019
Antal sider61
VejledereKim Esmark

Emneord

  • tegl
  • middelalder
  • Sct. Laurentii kirke
  • Roskilde
  • Sct. Laurentii
  • teglbrænding
  • teglgulv
  • teglbyggeri
  • kirkehistorie