En kontroversiel dronning? Caroline Amalies rolle og selvopfattelse med henblik på arvefølgekonflikten

Katrine Skovbjerg

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

Dette speciale ser på den danske dronning Caroline Amalies forhold til arvefølgekonflikten. Arvefølgekonflikten var den konflikt som opstod som følge af, at det så ud til, at den danske kongelige mandlinje ville uddø med Caroline Amalies stedsøn Frederik (7.), da han ingen børn havde. Spørgsmålet var, hvem der så skulle arve, og om monarkiet kunne forblive samlet, hvilket dog ikke kun var et dynastisk spørgsmål, da nationalismen påvirkede denne konflikt. Caroline Amalies bror hertug Christian August 2. af Augustenborg mente, at augustenborgerne kunne videreføre den danske kongeslægt, i hvert fald havde de ifølge ham ret til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvis der ikke kom en arving igennem den kongelige mandslinje. Ved at se på Caroline Amalies breve til broren Christian August 2. og svigerinden Louise Sophie, kan jeg konstatere, at Caroline Amalie støttede familien fra Augustenborg i konflikten om arvefølgen, og dermed havde hun en anden holdning til konflikten end sin mand. Herudover viser jeg i specialet, hvilken rolle hun spillede i forhold til denne konflikt, samt at der opstod en rollekonflikt i forhold til hendes holdning til arvefølgekonflikten og den opfattelse hun havde af sine roller. Dette sammenholder jeg med, hvad der ellers er skrevet inden for historieforskningen om Caroline Amalie og danske dronningers rolle, og på baggrund af dette belyser jeg, hvordan Caroline Amalie udfyldte rollen som Danmarks dronning. Jeg finder frem til, at Caroline Amalie var en kontroversiel dronning, og på trods af arvefølgekonflikten, den politiske urolige tid og det at Caroline Amalie ikke levede op til de forventninger, der var til dronningen, så holdt hun hovedet højt og lagde vægt på andre sider af dronningens rolle.

UddannelserHistorie, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato2 apr. 2014
VejledereMichael Harbsmeier

Emneord

  • Asylbevægelsen
  • Arvefølgekonflikten
  • Caroline Amalie
  • Augustenborg