Duellen

Morten Klockmann Nielsen

Studenteropgave: Semesterprojekt

Abstrakt

Jeg har med min argumentationsanalyse af Duellen vist hvor vigtigt det er at tage hensyn til genren når man analyserer en tekst – som i dette tilfælde er en tv-udsendelse. Mht. hvilke spilleregler der gælder for Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt i Duellen – når de argumenterer for deres respektive synspunkter i spørgsmålet om hvad der skal ske med de afviste asylansøgere fra Irak – har jeg belyst hvordan den umiddelbare argumentation som foregår mellem dem, er den sekundære i forhold til den kommunikation der foregår mellem Anders Fogh og Helle Thorning i tv-studiet og tv-seerne ude i stuerne. Ved at bruge elementer af tilgængelige argumentationsanalyseteorier som Toulmins argumentationsmodel og van Eemeren og Grootendorsts pragmadialektik har jeg vist at genren politisk tv-duel kræver en pragmatisk argumentationsanalyse, men som det er fremgået af min argumentationsanalyse har jeg været nødt til at sammenstykke min egen analyse ad hoc. Pragmadialektikkens ti spilleregler for den kritiske diskussion har som formål at minimere argumentationens uenighed, og den har derfor vist sig kun at være delvis anvendelig idet formålet med en politisk tv-duel er alt andet end at opnå enighed. Med Anders Foghs anden begrundelse – at Danmark bliver en flygtningmagnet hvis vi går videre end andre lande – har jeg vist hvordan man kan bruge logikken til at afvise argumentation fra virkelighedens verden. Men logikken har sin begrænsning – som osteargumentet belyste – og det har været nødvendigt at inddrage “den sproglige virkelighed” for at foretage en mere dybdegående argumentationsanalyse af Duellen. Min argumentationsanalyse har til trods for de normative elementer fra pragmadialektikken fortrinsvis været deskriptivt, og jeg vil heller ikke her ved vejs ende kommentere hvem der klarede sig bedst i Duellen – det er der rigeligt med røde og blå bloggere der har stået for i cyberspace. Men faktum er at Anders Fogh blev genvalgt som statsminister ved folketingsvalget i 2007. Siden da har debatten om de afviste asylansøgere fra Irak været en hyppig og tilbagevendende begivenhed i de danske medier. TV 2 News kunne således den 21. april 2008 fortælle at “Det var et af de varmeste emner under valgkampen i efteråret, forholdene for de afviste asylansøgere. Siden er alle løfterne blegnet noget, men nogle familier har fået lov til at flytte ud i samfundet, og de første fik nyt hjem i dag.” Der blev vist billeder af de første to irakiske familier som flyttede ud af asylcentret for at bo ude i samfundet i et rækkehus i Avnstrup ved Roskilde efter ni år på et asylcenter. Anders Fogh sagde som bekendt i Duellen at han efter konkret vurdering af familiernes situation vil lade de afviste asylansøgere fra Irak bo i særlige boliger uden for flygtningecentrene. Disse ord er efterfølgende med regeringens asylforlig med Dansk Folkeparti ført ud i livet, og det betyder at afviste asylansøgere fra Irak endelig kan flytte ud af asylcentrene. Dog kniber det med at finde boliger til de afviste asylansøgere fra Irak som er berettiget til at bo i en bolig uden for asylcentret, og det er der 29 familier der er. Heraf har 16 familier sagt ja, men der er stadig kun fundet en bolig til de ovennævnte to familier. Problemet med at finde en egnet bolig er bl.a. at der kun er afsat 8.500 kr. til hver enkelt familie, og at boligen skal ligge i nærheden af asylcentret fordi børnene skal have mulighed for at følge undervisningen på asylcentret.45 Den seneste udvikling gælder de kriminelle afviste asylansøgere fra Irak, og den 22. maj 2008 kunne rulleteksten på TV 2 News informere tv-seerne om at de “To første af de 11 tvangshjemsendte asylansøgere fra Irak er landet i Bagdad”. En af de heldige irakere som var flyttet ud af asylcentret, fortalte i TV 2 News den 21. april 2008 at hun var glad for at være kommet ud af asylcentret, men også at “asylcenter er et stor fængsel, og her er et lille fængsel [...] jeg vil gerne have opholdstilladelse i Danmark.” Og man forstår hende så ganske udmærket, især når man hører at den ene af de tvangshjemsendte kriminelle asylansøgere fra Irak blev fængslet ved ankomsten til Bagdad, og så vidt jeg ved er han stadig fængslet.

UddannelserDansk, (Bachelor/kandidatuddannelse) Bachelor el. kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato18 jun. 2008
VejledereNiels Møller Nielsen

Emneord

  • Helle Thorning-Schmidt
  • Argumentationsanalyse
  • Politik
  • Politisk tv-duel
  • Osteargument
  • Toulmin
  • Anders Fogh Rasmussen
  • Pragmadialektik
  • Duellen
  • Afviste asylansøgere fra Irak