Antidiabetiske lægemidler og deres mulige terapeutiske effekt på kognition og behandlingen af Alzheimers

Sophie Hvid Tolstrup

Studenteropgave: Speciale

Abstrakt

Studier har vist, at diabetes mellitus (DM) medfører en øget risiko for udviklingen af Alzheimers (AD) og foreslår i den forbindelse muligheden omkring en stærk korrelation imellem de to sygdomme. Der tales ligefrem om en ny form for ’hjernespecifik’ diabetes, type 3-diabetes mellitus (T3DM), som understreger, at der foreligger en specifik korrelation imellem de to sygdomme. Hvor A-aflejringer og neurofibrillære tangles (NFT) førhen har domineret AD-sygdomspatogenesen, ses nu blandt andet insulinresistens (IR) at have en særligt afgørende betydning for sygdomsudviklingen. Foruden den sygdomsrelaterede insulinmangel, indikerer akkumulerende beviser ligeledes en betydelig rolle af mitokondriel dysfunktion, oxidativt stress og inflammation i forbindelse med både AD- og DM-patogenesen. Dette har imidlertid åbnet op for muligheden omkring en delvis fælles patogenese med et dertilhørende potentiale for en fælles insulinbaseret behandlingsstrategi.
Denne specialeafhandling giver et indblik i de mulige sygdomskorrelationer sammen med en præsentation af de eksisterende terapeutiske midler til behandling af sygdommene. Som et led i opgavebesvarelsen er der desuden udviklet et kvalitativt systematisk review i et forsøg på at skabe et yderligere indblik i den aktuelle viden omkring terapeutiske effekter af forskellige antidiabetika på kognition og AD. De inkluderede studier er baseret på de primære metoder anvendt til målretning af insulin, herunder intravenøs insulininfusion, intranasal insulinadministration samt anvendelse af insulinsensitiverende stoffer som metformin, rosiglitazon (RSG) og pioglitazon (PIG).

Resultaterne tyder på, at antidiabetiske insulinbehandlinger, kan påvirke det komplekse neurale netværk i hjernen og føre til en øget kognitiv funktion hos AD-patienter. Heraf viser særligt intranasale insulininfusioner og metforminbehandlinger at have en positiv effekt på kognitionen, mens thiazolidinedionerne RSG og PIG umiddelbart viser mindre eller ingen terapeutisk effekt på nuværende tidspunkt. Rationalet for at målrette insulinsignaleringen i AD er diskuteret sammen med resultaterne af de kliniske forsøg inkluderet i reviewet.
Konkluderende findes et stigende antal kliniske forsøg nødvendige, førend en behandlingsmæssig korrelation imellem DM og AD vil kunne fastlægges fuldstændigt.

UddannelserMedicinalbiologi, (Bachelor/kandidatuddannelse) Kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato28 jun. 2017
Antal sider70
VejledereLouise Torp Dalgaard

Emneord

  • Alzheimers
  • Diabetes
  • Antidiabetika
  • Metformin
  • Pioglitazon
  • Rosiglitazon
  • Insulinsensitiverende stoffer
  • Insulinresistens
  • Neuroinflammation
  • Neuroendokrin
  • Mitokondriel dysfunktion
  • Terapeutisk effekt
  • Kognition
  • Hukommelse