Affaldssortering i Danmarksgården

Esther Kristensen

Studenteropgave: Semesterprojekt

Abstrakt

I lyset af Frederiksberg kommunes ambitiøse målsætninger for genanvendelse af privat husholdningsaffald, søger denne undersøgelse at belyse nogle af de barrierer, som forhindrer borgere i at benytte kommunens affaldssorteringssystem. Frederiksberg kommune afprøver i øjeblikket forskellige dialogbaserede incitamenter i bebyggelsen Danmarksgården, som danner rammerne for kommunens pilotprojekt såvel som denne undersøgelse. Danmarksgården er en interessant case på grund af dens omfattende sorteringsproblemer og på baggrund af dens betegnelse som ghetto, hvorfor jeg finder det relevant at undersøge, hvorvidt der kan være nogle kulturelle barrierer i forhold til at sortere affald korrekt. Denne undersøgelse sætter fokus på kvindelige beboere i Danmarksgården, og deres opfattelse af affaldssortering og problemer forbundet hermed. Gennem kvalitative forskningsinterviews sættes der skarpt på kvindernes opfattelser, brug, begrundelser og viden omkring deres lokale sorteringssystem. Det er gennem denne indsigt i kvindernes livsverdener, at jeg vil pege på nogle af de personlige ulemper, som kvinderne opfatter som besværligheder og barrierer, heriblandt afstand til beholdere, affaldsskaktens nærhed og mangel på skiltning og information. Undersøgelsen vil i denne forbindelse pege på hvorledes og i hvilken udstrækning vidensniveau og brug af affaldsbeholdere varierer mellem de danske kvinder og kvinderne med anden etnisk baggrund end dansk. Det kvalitative interview bliver således den metodiske indgangsvinkel, og grundet en afgrænsning fra en teoretisk vinkel, finder jeg det relevant at belyse i hvilken udstrækning det kvalitative forskningsinterview er brugbart i forhold til at undersøge førstnævnte problemstilling. Således vurderer denne undersøgelse også det kvalitative forskningsinterviews hensigtsmæssighed i forhold til at belyse problemstillingen, hvor især forskerposition og det kvalitative interviews semistrukturerede form tages i betragtning.

UddannelserKultur- og Sprogmødestudier, (Bachelor/kandidatuddannelse) Bachelor el. kandidat
SprogDansk
Udgivelsesdato25 maj 2011
VejledereChristian Groes-Green

Emneord

  • affaldssortering
  • Kvalitativ forskningsinterview