Abstract
Tillid, afbureaukratisering og autonomi er blevet nøgleord i velfærdsdebatten. Men hvad skal træde i stedet, når styringen løsnes? Hvordan håndterer vi det ansvar og den kompleksitet, der følger med øget autonomi? Gennem etnografisk feltarbejde i specialiserede velfærdsorganisationer undersøger afhandlingen, hvordan balancen mellem autonomi og ansvar påvirkes i praksis – og hvad der skal til, for at øget autonomi understøtter både faglighed og lighed i leveringen af velfærdsydelser.
Afhandlingen viser, hvordan ansvar opleves og forvaltes relationelt – og peger på, hvad der kræves for at gøre øget autonomi – eller frisættelse – virkningsfuld og bæredygtig i en kompleks velfærdspraksis.
Afhandlingen viser, at ansvar og autonomi skal balanceres omhyggeligt for at undgå, at medarbejdere bliver overbelastede eller overlades med ansvar, de ikke har reel kontrol over. Samtidig viser afhandlingen, at ansvar ikke alene er noget, man får tildelt – det er noget, man føler og forvalter i relation til sig selv, andre og sin organisation. Når forskellige former for ansvar kolliderer eller trækker i hver sin retning, udvikler medarbejdere egne praksisser for at skabe mening og finde handlemuligheder. Studiet viser, at ansvar bliver bæredygtigt, når det forankres i fællesskaber med klare normer, refleksion og opbakning. Det kræver både strukturer og ledelse, der understøtter kollektiv autonomi og skaber rum for fælles refleksion.
Afhandlingens resultater kan blandt andet bruges af offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med lighed i velfærdsydelser, frisættelse og tillidsbaseret ledelse. Den giver redskaber til at identificere og forstå, hvordan ansvar faktisk opleves og håndteres i praksis – og hvad der sker, når forskellige former for ansvar trækker i hver sin retning. Samtidig peger afhandlingen på, hvordan man kan forebygge ansvarsskred, så et øget handlerum i frontlinjen styrker både medarbejdernes trivsel og kvaliteten i mødet med borgerne.
Afhandlingen viser, hvordan ansvar opleves og forvaltes relationelt – og peger på, hvad der kræves for at gøre øget autonomi – eller frisættelse – virkningsfuld og bæredygtig i en kompleks velfærdspraksis.
Afhandlingen viser, at ansvar og autonomi skal balanceres omhyggeligt for at undgå, at medarbejdere bliver overbelastede eller overlades med ansvar, de ikke har reel kontrol over. Samtidig viser afhandlingen, at ansvar ikke alene er noget, man får tildelt – det er noget, man føler og forvalter i relation til sig selv, andre og sin organisation. Når forskellige former for ansvar kolliderer eller trækker i hver sin retning, udvikler medarbejdere egne praksisser for at skabe mening og finde handlemuligheder. Studiet viser, at ansvar bliver bæredygtigt, når det forankres i fællesskaber med klare normer, refleksion og opbakning. Det kræver både strukturer og ledelse, der understøtter kollektiv autonomi og skaber rum for fælles refleksion.
Afhandlingens resultater kan blandt andet bruges af offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med lighed i velfærdsydelser, frisættelse og tillidsbaseret ledelse. Den giver redskaber til at identificere og forstå, hvordan ansvar faktisk opleves og håndteres i praksis – og hvad der sker, når forskellige former for ansvar trækker i hver sin retning. Samtidig peger afhandlingen på, hvordan man kan forebygge ansvarsskred, så et øget handlerum i frontlinjen styrker både medarbejdernes trivsel og kvaliteten i mødet med borgerne.
| Originalsprog | Engelsk |
|---|
| Udgivelsessted | Roskilde |
|---|---|
| Forlag | Roskilde Universitet |
| Antal sider | 179 |
| Status | Udgivet - 2025 |
| Navn | FS & P Ph.D. afhandlinger |
|---|---|
| ISSN | 0909-9174 |
Bibliografisk note
Hovedvejleder: Eva SørensenBi-vejleder: Tina Øllgaard Bentzen
Ekstern vejleder: Anders Bjældager
Citationsformater
- APA
- Author
- BIBTEX
- Harvard
- Standard
- RIS
- Vancouver