Denne afhandling fokuserer på udviklingen af et begreb om vitalisering i lærerarbejde samt på læreres aktuelle muligheder for vitalisering i arbejdet. Ved sin insisteren på begrebsudvikling i feltet mellem samfund og psyke og ved konkret at relatere spørgsmålet til lærerarbejdet, bidrager afhandlingen til at udvikle denne forskning. Afhandlingen relaterer sig desuden til den aktuelle debat om folkeskolelæreres arbejdsvilkår og følgerne af disse vilkår i form af stress og udbrændthed.
Afhandlingen kombinerer en ydre social og en intra-subjektiv tilgang. De ydre sociale forandringer og aktuelle udfordringer i lærerarbejdet belyses ud fra en moderniseringsteoretisk tilgang. Axel Honneths socialfilosofiske teori om anerkendelse benyttes til at kombinere en ydre social vinkel med en intra-subjektiv vinkel. Den intra-psykiske dimension af vitaliseringsbegrebet belyses ud fra Kohuts selvpsykologi og Melanie Kleins objektrelationsteori. De empiriske analyser i afhandlingen omfatter undervisningspraksis, vitaliseringsmåder ud fra et selvpsykologisk og et objektrelationsteoretisk perspektiv, forholdet mellem vitaliseringsmåder og mulighederne for anerkendelse i det konkrete arbejde samt forholdet mellem vitaliseringsmåder og generelle udviklingstendenser i moderniseringen af lærerarbejdet.
Grundsynspunktet i afhandlingen er, at man må acceptere læreres forskellige vitaliseringsmåder og måder at udføre lærerarbejdet på, samt at man må anskue disse som styrker i forhold til varetagelsen af det komplekse opgavesæt lærerarbejdet indeholder og i relation til elevgrupper med forskellige forudsætninger.