"Vi er jo kolleger, ikke konkurrenter..": En analyse af moderniserede gymnasielæreres strategier i grupper

    Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

    Abstract

    Gymnasielærere skal som led i moderniseringen af gymnasieskolen arbejde tværfagligt i team. Som udgangspunkt har lærerne forbehold over for dette projekt hvis samarbejdet ikke foregår i de såkaldte 'kærlighedsteam', dvs. mellem lærere der selv har valgt hinanden, men derimod i team der er nedsatte af ledelsen. I afhandlingen argumenteres der for, at dette både hænger sammen med, at samarbejde ikke er overskueligt og kontrollabelt på samme måde som enkelt-persons arbejdet er. Ved at teamene sammensættes af personer, der kender hinanden, mindskes uforsigeligheden og udbyttet forventes at blive positivt. Skolens ledelse gennemfører imidlertid princippet om nedsatte team, og da modsætningerne i lærergruppen mellem forskelllige fagrepræsentanter, de yngre og de ældre, de reformivrige og reformmodstanderne vokser i denne periode, behæftes disse team med stadig større uvilje. Analysen peger på, at lærernes indre idealiserede reprænsentationer af sig selv som en god gruppe støtter forestillinger om fælleskabet i lærergruppen som en MENNESKELIG sammenhæng der implicit placeres i modsætning til den faglige. Således etableres der et skel mellem mennesket og den professionelle persona. De skarpt optrukne positioner i den professionelle lærergruppe og udskillelsen af det menneskelige ses i forlængelse af ubevidste forsvarsmekanismer i en kontekst hvor der udøves pres fra neden (eleverne) og fra oven (ministerium, amter og kommuner, skolens ledelseslag). Mange har svært ved at se meningen med de pålagte forandringer -især på baggrund af de krav, der stilles fra en stadig mere flerspektret elevgruppe. De fælles organer, hvor de ændrede forhold kunne reflekteres og gives betydning, fungerer ikke, og det er heller ikke en side af skolens arbejde, som rektorerne prioriterer. Dermed skal lærerne udføre deres arbejde i en sammenhæng hvor mening og perspektiv for mange forsvinder samtidig med at forestillingen om det rent menneskelige fællesskab bliver stadigt vanskeligere at opretholde. Konklusionen er derfor, at den fælles diskussion af arbejdets og fællesskabets indhold og perspektiver skal gives større rum. I modsat fald er det nærliggende at antage, at  splittelsen i lærergruppen vil  øges og resignationen brede sig til skade for både læreres, ledelsens og elevernes arbejdsmiljø
    OriginalsprogDansk
    Udgivelses stedOdense
    ForlagSyddansk Universitet
    Antal sider273
    StatusUdgivet - 2006

    Emneord

    • modernisering
    • gruppedynamik
    • ubevidste forsvarsmekanismer

    Citer dette