Uddannelse i elektronisk handel: Handelshøjskolen i København tilbyder en to-årig kandidatuddannelse i elektronisk handel som led i etableringen af den tværinstitutionelle IT-højskole IT-Copenhagen.

Connie Svabo

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - Anmeldelse

Abstract

Et hold studerende med økonomi- eller IT-teknisk baggrund vil fra 1. september 1999 kunne specialisere sig i elektronisk handel. Uddannelsen vil være opdelt i tre emneområder: Teknologi, økonomi og politik/lovgivning. »Fagområdet elektronisk handel omhandler alle typer økonomisk samspil støttet af informationsteknologi. Elektronisk handel drejer sig om, hvordan der i fremtidens informationssamfund drives forretning og hvordan virksomheder sikrer sig en plads i de nye handelsstrukturer,« fortæller Niels Bjørn-Andersen, leder på Center for Elektronisk Handel. Det er en enhed på Handelshøjskolen i København, som gennem det sidste år i et samarbejde med universiteter fra USA, Europa og Asien har lavet et udspil til, hvad en uddannelse i elektronisk handel skal indeholde.

Bevæggrunden er, at der fremtidigt vil være stor brug for mennesker, som er kompetente i forhold til at have med IT-understøttet handel at gøre. »Elektronisk handel er et område, som inden for de næste ti år fuldstændig kommer til at ændre vores måde at organisere virksomheder og forretningsliv,« spår Niels Bjørn-Andersen. »Markedet for elektronisk handel vokser hastigt og i dag er nogle af verdens største virksomheder Internet-kendinge som Yahoo og Amazon.com. Deres markedsværdi nærmer sig i dag et beløb der svarer til Danmarks BNP pr. år, hvilket er næsten ubegribeligt, når man tænker på, at der er tale om fem år gamle virksomheder, der endnu ikke har tjent penge. Men de har fået den markedsværdi, fordi investorerne tror, at disse mastodonter vil komme til at definere den måde hvorpå handel vil foregå i fremtiden.« »De rivende ændringer informationsteknologien medfører for måden handel organiseres på stiller store krav til virksomheder, hvis de vil overleve de næste ti år. Dermed stiller den også krav til, hvordan man skal uddanne medarbejdere - som gerne skulle have omkring 40 års arbejdsliv foran sig,« siger Niels Bjørn-Andersen. Det prioriteres højt at have et globalt sigte med uddannelsen.

Undervisningen vil foregå på engelsk, og der afholdes seminarer på alle de tre kontinenter, de samarbejdende institutioner kommer fra. Uddannelsesforløbet startes med et sådant internationalt seminar, hvor de studerende får sat ansigt på deres medstuderende. »Vi skal bruge informationsteknologi, hvor den er velegnet i undervisningen. Men helt erstatte personlig kontakt kan den ikke. Vi har indledningsvis en uges internationalt seminar, hvor »team-building« er en væsentlig del af målet. Herefter tager de studerende hver til sit og arbejder alene eller i virtuelle grupper. De bruger videokonferencer, chatgroups mv. til at kommunikere inden de mødes igen til andet og tredje seminar,« fortæller Niels Bjørn-Andersen. Udover forelæsninger vil undervisningen bestå af tværkulturelt gruppearbejde, virksomhedsbesøg, case arbejde og projekter, hvor de studerende både skal arbejde med virkelige og konstruerede problemer. Fra september år 2000 er det endvidere planen at udbyde en deltids-master uddannelse på »executive MBA niveau« i elektronisk handel. Den sidste udbydningsform dækker over, at deltagerne selv finansierer uddannelsen.

Internetadresse: http://www.cbs.dk/departments/inf/commerc.htm

Fremtidens handel på Internet vil ændre vores opfattelse af, hvordan et supermarked bør se ud. Foto: AP
OriginalsprogDansk
ArtikelnummerAZ923464
TidsskriftBerlingske Tidende
Sider (fra-til)10
Antal sider1
ISSN0106-4223
StatusUdgivet - 2 mar. 1999
Udgivet eksterntJa

Emneord

  • internethandel
  • e-commerce
  • elektronisk handel

Citer dette