”Tvivl, dobbelt ironi og sund fornuft hos Montaigne”

Det vises, at Montaignes berømte skepticisme og religiøse tolerance er baseret på en bestemt tekstuel strategi, som man ville kunne kalde dobbeltironi, og som består i, at subjektet for en bestemt udtalelse bestandigt underminerer den subjektposition, som det selv taler ud fra. Problemet ved at forstå Montaignes forhold til religion er derfor ikke så meget - sådan som det traditionelt er blevet antaget - at fastslå, om hans udsagn om dette emne er ironiske eller alvorligt ment. Problemet er snarere at fastslå, om selve ironien er alvorligt eller ironisk ment.