Transcendentale forudsætninger for omsorgstænkning: Hvilke idealer bør sygeplejen vægtlægge med hensyn til dannelsen af omsorgsbevidsthed, når denne brydes i et spændingsfelt mellem historisk- og universalitetstænkning?

Specialet ønsker, via en transcendental-kritisk analysemetode, at argumentere sig frem til at der eksisterer et særligt belæg for, at sygeplejetænkning bør lægge sig ind under et dannelsesideal, som brydes i en dialektik mellem universalitet og historicitet. Sygeplejetænkningen ses således at udspille sig i dialektiske spændingsfelter hvor yderpunkter (og nøglebegrebspar), som individualitet og solidaritet, selvrealisering og tilbageholdenhed, dannelse og selvdannelse, konstant brydes.
Som repræsentant for universaliteten vil K. E. Løgstrups tænkning repræsentere den før-kulturelle del af spændingsfeltet, hvor jeg'et er til som andet end et empirisk væsen. Det betydningsfulde i tilværelsen opstår før kulturen - i den transcendente virkelighed.
Som repræsentant for historiciteten vil Michel Foucaults tænkning repræsentere den historiske og empiriske del af spændingsfeltet - hvor rationaliteten og magten marginaliserer subjektet og påtvinger det "sandhedens lov".

Specialet vil indledningsvis analysere og diskutere henholdsvis udvalgte dele af Løgstrups og Foucaults påstande. Det ses, at omsorgsbevidstheden har et individuelt og frigørende aspekt i sig, men at autonomien er nært tilknyttet den afhængighed, som mennesket ofte befinder sig i.
På baggrund af tematiske analyser, som baserer sig på ovennævnte nøglebegrebspar, udvinder specialet således normerne om den "Kritiske individualisme" og Det sociale vækstpotentiale" - specialets teori-konstruktion. Der argumenteres for, at de "overvejende" evner er vigtige for at kunne forholde sig kritisk til autoritative udsagn, og at individualitet og fællesskab kan integreres under overskriften om en demokratisk og dialektisk livsform, hvor individualitet er livsnerve, og fællesskab er vækstbetingelse. Den kritiske individualitet ses som en fællesnævner, hvor tolerancen lader den anden eksistere i forskelligheden. Omsorgsbevidstheden må derfor anskues ud fra sygeplejetænkningens nære kontekster, hvor stemthedens og kunstens kritiske elementer artikulerer og hjælper med til menneskets frigørelse. Dette foregår i et dialektisk spændingsfelt, hvor sygeplejersken, ud fra livsformen om "at være", skønner mellem omsorg og egenomsorg, fundamentalisme og relativisme - hvor kritisk individualisme og det sociale vækstpotentiale er det normative omdrejningspunkt.