The Political Economy of Social Upgrading: A class-relational analysis of social and economic trajectories of the garment industries of Cambodia and Vietnam

Med udgangspunkt i et reformuleret begreb om globale værdikæder, forankret i marxistisk politisk økonomi og suppleret med indsigter fra strukturalistisk udviklingsøkonomi og afhængig-hedsteori, undersøger afhandlingen, hvilken rolle skiftende klasserelationer har i økonomiske og sociale udviklingsprocesser i den globale tøjværdikæde. Teoriapparatet placerer tøjarbejderes kol-lektive agens i skæringspunktet mellem en horisontal akse (bestående af lokale klasseforhold), og en vertikal akse (styrings- og fordelingsmæssige egenskaber ved værdikæden). Udstyret med dette teoriapparat lægger afhandlingen ud med, i et historisk perspektiv, at afdække hovedtendenserne i det 21. århundredes tøjværdikæde og deres implikationer for pro-duktionslande. Analysen viser, at en række forbundne processer, herunder overgangen til neoli-beralisme i det globale Nord og udfasningen af handelskvoter i det globale Syd, har skabt en ”le-verandørklemme” i form af samtidigt faldende eksportpriser og stigende krav til produktionstider, fleksibilitet og overholdelse af sociale og miljømæssige standarder. Inspireret af den brasilianske afhængighedstænker Marini argumenteres der for, at disse betingelser skaber en form for ”ulige bytte”, der giver sig udslag i en strukturelt faldende profitrate og tilskynder fabrikker i det globale Syd til – for at kompensere – at ”over-udbytte” tøjarbejdere, dvs. betale faldende reallønninger og presse dem hårdere end deres kroppe kan bære. På denne baggrund undersøger afhandlingen de sociale og økonomiske hovedudviklinger i tøjindustrierne i Cambodja og Vietnam. Ved hjælp af data indsamlet under feltarbejde i de to lande og en lang række øvrige kilder finder analysen, at tøjarbejderes kollektive handlen var en afgø-rende drivkraft bag social fremskridt i de to lande. I Cambodja, afhandlingens primære case, blev en længere periode – med uregelmæssige og utilstrækkelige justeringer af mindstelønnen, faldende levestandarder og en bølge af massebesvimelser – afbrudt af en ekstraordinær strejkebølge i 2012-2014. Disse begivenheder resulterede i en serie af lønstigninger og en ny lønfastsættelsesmeka-nisme baseret på årlige trepartsforhandlinger; indrømmelser, der bragte Cambodjanske tøjarbej-dere betydeligt tættere på en leveløn. Den skelsættende strejkebølge fandt sted på baggrund af strukturelle forskydninger i magtbalancen mellem arbejde, kapital og stat, herunder en midlertidig reduktion i overskydende arbejdskraft og et jordskredsvalg, der – med en gryende alliance mellem oppositionen og arbejderklassen – udgjorde den største trussel mod regeringspartiets magtposition i årtier. Sejren viste sig dog dyrekøbt, idet arbejdsgivere og regeringen, i forsøg på at genoprette profitabilitet og politisk kontrol, tog en række modtræk, der svækkede arbejderbevægelsen. I Viet-nam, der fungerer som komparativ case i analyse, udspillede et lignende scenarie sig nogle år tid-ligere: En historisk strejkebevægelse (2006-2012), forstærket af strukturelle opsving i tøjarbejderes forhandlingsposition, aftvang partistaten en række lønstigninger og en ny lønmekanisme. Disse magtforskydninger havde økonomiske implikationer, idet stigende lønomkostninger udgjorde en profitklemme, der tilskyndede tøjfabrikker til at bevæge sig op af værdikæden. I Cambodja var disse forsøg relativt virkningsløse, fordi den totale afkobling af eksportpriser og leveom-kostninger gjorde det vanskeligt at imødekomme lønstigninger via øget produktivitet. I stedet blev en stor del af tilpasningsbyrden pålagt tøjarbejdere i form af opskruede produktionskvoter og sti-gende arbejdspres. I Vietnam, derimod, havde tøjindustrien større succes med at imødegå lønstig-ninger med økonomiske tiltag, hvilken kan tilskrives landets mere ambitiøse industripolitikker og blandede ejerskabsstruktur. Overordnet peger analyserne på, at hvor arbejderes kollektive agens er afgørende for sociale fremskridt i den globale tøjværdikæde, kræver en socialt bæredygtig tøjindustri, at der gøres op med ”leverandørklemmen” og dens ekstreme prisdynamikker