Subjektiv rådighed i udvikling af fællesskaber

For at forstå hvorfor deltagelse i fællesskaber opleves svært for nogle børn, må vi forstå mere om, hvordan ’fællesskaber’ udvikles af dets deltagere og hvordan voksne forstår deres opgaver i relation til at understøtte børns fællesskaber. I forskning kan vi bidrage med at udvikle begreber, der ikke entydiggør fællesskaber som enten gode eller dårlige. Fællesskaber kan forstås som bevægelige, sociale processer, hvor deltagelsesbetingelser forhandles og udvikles gennem deltagernes subjektive måder at handle, søge indflydelse og skabe mening i det fælles. Hvis vi godtager den teoretiske antagelse, at subjekt og fællesskab udvikles i et gensidigt forhold, må vi koble vores begrebsliggørelse af fællesskaber til menneskers subjektive bestræbelser på at forbinde sig til og udvikle disse fællesskaber. Eksempelvis formuleret som spørgsmål som; ’Hvem kan jeg være her?’, ’Hvordan kan jeg handle her’? ’Hvad kan jeg få indflydelse på her?’ I en sådan forståelse er børn ikke objekter for professionelle indsatser og udvikling af fællesskaber ses som noget andet end professionelles arbejde med at udvikle relationer mellem børn. Oplægget trækker på empiri fra to skoleforskningsprojekter ”Konflikter om børns skoleliv” og ”Samarbejde om læringsfællesskaber” og er teoretisk forankret inden for kritisk psykologi (Dreier 2008) og social praksisteori (Lave 2019; Axel 2011. Det indebærer en forståelse af, at samfundsforhold er menneskeskabte, og det betyder, at mennesker ikke kun er underlagt deres betingelser, de deltager også i skabelsen og udviklingen af dem (Osterkamp & Schraube, 2013; Stetsenko 2015; 2018). Oplægget inddrager også indsigter fra Arendt om, at forskelle mellem mennesker er et alment vilkår, og de måder mennesker forstår og arrangerer sig i forhold til disse forskelle er afgørende (Korsgaard, 2018; Arendt 1998). Forestillinger om at stærke fællesskaber kan/skal tage vare på de svage abonnerer på forestillinger om, at specifikke individer skiller sig ud på måder, der afgørende afviger fra flertallet, som flertallet derfor skal afrette eller rumme. Dermed risikerer vi at overse, at forskelle skabes og ændres over tid gennem deltagernes måder at organisere sig omkring og håndtere forskelle som en del af fælles aktiviteter og opgaver. Begge skoleforskningsprojekter er gennemført som praksisforskning (Dreier, 1996; Højholt & Kousholt, 2011; Højholt & Kousholt, 2012).