Abstract
I en tid, hvor de indbyrdes forbundne problemer med klimaforandringer og tab af biodiversitet har nået til et kritisk punkt, ser der ud til at være akut behov for omgående og effektiv handling for at beskytte menneskeliv, levebrød og miljøet. I løbet af det 21.århundrede er flere stater trådt frem som vigtige spillere inden for miljøforvaltning, og der synes at være stigende global konsensus om, at det er disse, der skal gå forrest, hvad angår implementeringen af forandringer. Spørgsmålet om, hvilke politikker, offentlige institutioner og politiske handlinger, der kræves for effektivt at håndtere den globale klimakrise, forbliver dog stadig det måske mest omstridte emne i vores tid. Stillet over for uendelige politiske kovendinger og uendelige forhandlinger om politiske retninger i liberale demokratier foreslår nogle forskere og aktivister en autoritær forvaltningsmodel med mere resolutte, centraliserede samt direkte påtvungne tvangsforanstaltninger som svar på den globale krise.
Denne afhandling undersøger, hvorvidt autoritære stater kan tilbyde resten af verden et alternativ til en gangbar miljø- og klimaforvaltning. Dette gør den ved at gøre brug af Vietnam, der er en etpartistat, som i årtier er blevet ledet af Vietnams Kommunistiske Parti (CPV), som eksempel. Afhandlingen analyserer til dette formål både de politiske processer, der ligger bag projektet med at gøre Vietnam mere “grøn”, samt ser på, hvordan den autoritære stat fungerer inden for den miljømæssige sfære. Tre artikler i denne afhandling behandler dette spørgsmål fra forskellige metodologiske og analytiske perspektiver: først fra et politisk perspektiv, dernæst fra perspektivet med interaktionen mellem stat og bidragsydere i forbindelse med udviklingssamarbejde og endelig fra det per-spektiv, der angår lokale og sociale aspekter af skovforvaltningen, og hvordan man forhandler og bliver enige om disse på stedet. Sammen bidrager de med en nuanceret forståelse af Vietnams autoritære statsenvironmentalisme med fokus på særlige politikker, politisk praksis og institutionaliserede rammer for interaktionen mellem stat og samfund.
Afhandlingen kommer til den konklusion, at klimaforandring primært opfattes som en politisk trussel af CPV på grund af dennes negative indvirkning på alle aspekter af det politiske, økonomiske og sociale liv i Vietnam, hvilket potentielt underminerer etpartistatens indsats for at bevare den offentlige legitimitet. I lyset af de mangefacetterede miljømæssige problemer synes CPV at være under pres, da offentlige og internationale partneres forventninger til staten også ændres. Som en reaktion på dette implementerer regeringen omfattende miljøpolitikker og indgår i ambitiøse internationale klimaforpligtelser. Etpartistaten bevarer dog en restriktiv topstyret tilgang til ikke-statslige aktører på både nationalt og lokalt niveau, sandsynligvis for at styre den politiske proces med at gøre staten “grønnere”. Samtidig synes overvejelser vedrørende økonomisk vækst og politisk stabilitet at være en afgørende faktor i udformningen af miljøpolitik og en vigtig prioritet for statslige institutioner på alle niveauer i regeringen. Der synes også at kunne konstateres fragmentering i implementeringen af miljøpolitikken i Vietnam, hvor autoritær statspolitik fører til en række konflikter, dilemmaer og kompromiser, der finder sted på bekostning af miljøet. Dette indebærer, at den autoritære modstandsdygtighed forbliver et overordnet politisk mål, der både er med til at fremme og begrænse en voksende statsenvironmentalisme i Vietnam. Den indsigt, der opnås via de individuelle artikler, og sammenholdelsen af disse er en hjælp til at åbne den “sorte boks”, hvad angår vietnamesisk miljøforvaltning, hvor miljøpolitikker, institutioner og politiske handlinger ofte tjener flere ikke-miljømæssige formål for etpartistaten, herunder social kontrol, politisk stabilitet og regimets modstandsdygtighed. Den kaster lys over den autoritære statsenvironmentalisme komplekse og modstridende natur, som ofte fører til tvivlsomme sociale og miljømæssige resultater. Overordnet set fortolker denne afhandling den fremvoksende statsenvironmentalisme i Vietnam primært som kommunistpartiets indsats for at bevare dets politiske legitimitet samt opretholde dets internationale image og giver et pessimistisk billede af en autoritær stats påståede evne til at løse komplekse klima- og miljøproblemer.
Denne afhandling undersøger, hvorvidt autoritære stater kan tilbyde resten af verden et alternativ til en gangbar miljø- og klimaforvaltning. Dette gør den ved at gøre brug af Vietnam, der er en etpartistat, som i årtier er blevet ledet af Vietnams Kommunistiske Parti (CPV), som eksempel. Afhandlingen analyserer til dette formål både de politiske processer, der ligger bag projektet med at gøre Vietnam mere “grøn”, samt ser på, hvordan den autoritære stat fungerer inden for den miljømæssige sfære. Tre artikler i denne afhandling behandler dette spørgsmål fra forskellige metodologiske og analytiske perspektiver: først fra et politisk perspektiv, dernæst fra perspektivet med interaktionen mellem stat og bidragsydere i forbindelse med udviklingssamarbejde og endelig fra det per-spektiv, der angår lokale og sociale aspekter af skovforvaltningen, og hvordan man forhandler og bliver enige om disse på stedet. Sammen bidrager de med en nuanceret forståelse af Vietnams autoritære statsenvironmentalisme med fokus på særlige politikker, politisk praksis og institutionaliserede rammer for interaktionen mellem stat og samfund.
Afhandlingen kommer til den konklusion, at klimaforandring primært opfattes som en politisk trussel af CPV på grund af dennes negative indvirkning på alle aspekter af det politiske, økonomiske og sociale liv i Vietnam, hvilket potentielt underminerer etpartistatens indsats for at bevare den offentlige legitimitet. I lyset af de mangefacetterede miljømæssige problemer synes CPV at være under pres, da offentlige og internationale partneres forventninger til staten også ændres. Som en reaktion på dette implementerer regeringen omfattende miljøpolitikker og indgår i ambitiøse internationale klimaforpligtelser. Etpartistaten bevarer dog en restriktiv topstyret tilgang til ikke-statslige aktører på både nationalt og lokalt niveau, sandsynligvis for at styre den politiske proces med at gøre staten “grønnere”. Samtidig synes overvejelser vedrørende økonomisk vækst og politisk stabilitet at være en afgørende faktor i udformningen af miljøpolitik og en vigtig prioritet for statslige institutioner på alle niveauer i regeringen. Der synes også at kunne konstateres fragmentering i implementeringen af miljøpolitikken i Vietnam, hvor autoritær statspolitik fører til en række konflikter, dilemmaer og kompromiser, der finder sted på bekostning af miljøet. Dette indebærer, at den autoritære modstandsdygtighed forbliver et overordnet politisk mål, der både er med til at fremme og begrænse en voksende statsenvironmentalisme i Vietnam. Den indsigt, der opnås via de individuelle artikler, og sammenholdelsen af disse er en hjælp til at åbne den “sorte boks”, hvad angår vietnamesisk miljøforvaltning, hvor miljøpolitikker, institutioner og politiske handlinger ofte tjener flere ikke-miljømæssige formål for etpartistaten, herunder social kontrol, politisk stabilitet og regimets modstandsdygtighed. Den kaster lys over den autoritære statsenvironmentalisme komplekse og modstridende natur, som ofte fører til tvivlsomme sociale og miljømæssige resultater. Overordnet set fortolker denne afhandling den fremvoksende statsenvironmentalisme i Vietnam primært som kommunistpartiets indsats for at bevare dets politiske legitimitet samt opretholde dets internationale image og giver et pessimistisk billede af en autoritær stats påståede evne til at løse komplekse klima- og miljøproblemer.
Originalsprog | Engelsk |
---|
Udgivelsessted | Roskilde |
---|---|
Forlag | Roskilde Universitet |
Antal sider | 175 |
Status | Udgivet - 2023 |
Navn | FS & P Ph.D. afhandlinger |
---|---|
ISSN | 0909-9174 |
Bibliografisk note
Vejleder: Ole Bruun (RUC)Bivejleder: Mette Fog Olwig (RUC)