Sociomateriel modtagelsespædagogik: Et pædagogisk-psykologisk studie af nyankomne ukrainske elevers deltagelsesmuligheder i almenklassen

I de senere år har de danske kommuner etableret en ny praksis for modtagelsen af nyankomne børn. Siden 1970’erne har man indskrevet nyankomne migrerede elever i særskilte modtagelsesklasser, hvor de kunne lære det danske sprog og den danske skolekultur at kende inden udslusning i almenklassen. Men med modtagelsen af flygtninge fra Syrien i 2015 begyndte flere kommuner imidlertid at lukke modtagelsesklasserne og indskrive nyankomne migrerede elever direkte i almenklassen. Alligevel ved vi i dag ikke meget om denne nye modtagelsesmodel, til trods for at ’direkte indskrivning’ eller ’direkte inklusion’, som modellen også kaldes, i dag findes i over halvdelen af de danske kommuner.

Går man til den internationale forskning, der findes på området, centrerer diskussionerne sig i hovedreglen om, hvordan modtagelsen på forskellig måde understøtter eller vanskeliggører nyankomne migrerede børns deltagelsesmuligheder i skolen. Feltet er kendetegnet ved en stor uenighed om, hvilken af de to modeller man bør foretrække, og på den baggrund argumenterer en af de ledende skikkelser i feltet, den svenske professor Nihad Bunar (2015), for at forlade diskussioner om modtagelsesmodeller og forestillingen en ’bedst practice’ for i stedet at diskutere pædagogik i modtagelsen. Denne afhandling lægger sig i forlængelse af Bunars (2015) kritik og bidrager til diskussionerne om en fleksibel modtagelsespædagogik med udgangspunkt i en undersøgelse af den nye modtagelsesmodellen for direkte indskrivning i en dansk kontekst.

En grundlæggende udfordring som modtagelsesmodellen for direkte indskrivning viser særligt tydeligt, er de nyankomne migrerede børns deltagelsesmuligheder i aktiviteterne i almenklassen, når børn og voksne ikke har et fælles sprog. Afhandlingens ambition har derfor været – teoretisk og metodisk – at decentralisere sproget i analyserne ved at sætte parentes om de sproglige dimensioner af skolemiljøet for i stedet at fokusere på de sociomaterielle og ’ikke-sprogbårne’ dimensioner. Målet har været at undersøge, om og hvordan disse dele af miljøet på forskellig vis kan facilitere og understøtte nyankomne migrerede elevers deltagelsesmuligheder i skolen. Med udgangspunkt i en relationel ontologisk forståelse af det gensidige forhold mellem barnet og miljøet kombineres Gibsons (1986) økologiske tilgang til perception med Vygotskys kulturhistoriske udviklingsteori med udgangspunkt i begreberne om miljøets affordances, den sociale (udviklings)situation, perezhivanie, mediering og zonen for nærmeste udvikling. På den baggrund stilles følgende forskningsspørgsmål: Hvordan kan organiseringen af det sociomaterielle og sociale miljøs affordances mediere nyankomne migrerede elevers deltagelsesmuligheder i skolens faglige og sociale aktiviteter, når de indskrives direkte i almenklassen?

Det spørgsmål udforsker afhandlingen i et kvalitativt studie baseret på etnografisk feltarbejde i form af deltagerobservation på en dansk Folkeskole fordelt over 1,5 år. Kort efter projektets start indledte Ruslands præsident en invasionskrig i Ukraine, og over 6,7 millioner ukrainere blev drevet flugt, hvoraf omkring 56.000 på nuværende tidspunkt har søgt asyl i Danmark (UNHCR, 2024). Afhandlingen tager derfor udgangspunkt i modtagelsen af fordrevne børn og unge fra Ukraine og undersøger fire nyankomne ukrainske elevers muligheder for at deltage i skolen forskellige sociale og faglige aktiviteter, når de starter direkte i almenklassen.

Udover viden om modtagelsen af fordrevne børn fra Ukraine bidrager afhandlingen med viden om, hvordan vi kan anskue den nye modtagelsesmodel for direkte indskrivning fra et børneperspektiv. Ambitionen om at decentralisere sproget i feltarbejdet og i de efterfølgende analyser ledte til en række metodiske problemstillinger forbundet med at tage barnets perspektiv på de ’ikke sprogbårne dele’ af miljøet. Her har særligt Hedegaards (1990, 2009, 2012, 2022) interaktionsbaserede observationsmetode og Bangs (2008, 2009) operationalisering af miljøet som bestående af artefakter, steder og sociale andre spillet en afgørende rolle i afhandlingens metodologiske tilgang. På den baggrund udvikles der fire analysebegreber, der kan bruges for at nærme sig en forståelse af, hvordan barnet orienterer sig i den nye skolekontekst: orienteringsvanskeligheder, orienteringsmuligheder, orienteringspunkter og orienteringsstrategi. Med udgangspunkt i disse begreber undersøges det, hvordan de fire nyankomne ukrainske elever orienterer sig i en undervisningsaktivitet, når de ikke kan følge den verbale instruktion i klassen. Dertil undersøger afhandlingen, hvordan inddragelsen og arrangeringen af artefakter, steder og sociale andre i miljøet i det pædagogiske modtagelsesarbejde får betydning for, om og hvordan de ukrainske børn får en vej ind i det sociale og faglige fællesskab i skolen. I undersøgelsen af de fire nyankomne ukrainske elevers deltagelsesmuligheder i de faglige og sociale aktiviteter konkluderes det at have afgørende betydning, om de professionelle voksne inddragelser et analytisk børneperspektiv i arrangeringen af miljøet, ligesom det har betydning, om aktiviteterne er direkte medieret af en voksen, eller om medieringen sker fra distancen. Inspireret af Chaiklins (2003) distinktion mellem den subjektive og den objektive zone for nærmeste udvikling diskuteres det til slut, hvordan de professionelle voksne i skolen kan arbejde med arrangeringen af skolemiljøets sociomaterielle dimensioner i praksis. På den måde leverer afhandlingen i sidste ende ikke bare ny viden om nyankomne børns deltagelsesmuligheder ved direkte indskrivning, men også metodisk-teoretiske bud på, hvordan inddragelsen af barnets perspektiv på de ikke-sprogbårne sociomaterielle dimensioner af skolemiljøet kan understøtte faciliteringen af mere inkluderende læringsmiljøer i skolen.