Shared Responsibilities

Brundtland-rapporten fra 1987 viste, at rensning og filtre på afløb, kontrol og renere teknologiprogrammer ikke løste forureningsproblemerne. Man måtte gå til kilden for forureningen og her søge at hindre, at den negative miljøpåvirkning overhovedet etableres eller bliver skabt. Kontrol er ikke nok - og det er selv-kontrol på virksomhedssiden heller ikke. Imødegåelse af forureningen ved kilden griber ind i virksomhedernes interne forhold og kræver samarbejde for at lykkes. Der etableres omfattende og meget synlige globale virksomhedsaktiviteter på området, mest markant nok i form af og gennem World Business Council for Sustainable Development / WBCSD. Et vigtigt instrument er en overgang såkaldte Miljøaftlaler mellem stat og industrielle sektorer (eller endog enkeltfirmaer). Holland havde den mest sofistikerede politik og organisering af dette aftalesystem. Efterhånden som man fik styr på industriens (og husholdningernes) splildevands-og røg og støj-problemer og de globale miljøproblemer med klimaproblemet i forreste række tog over, mistede miljøaftalerne deres potentiale - og til dels deres mening. Under alle tilkendegivelser om ansvar og bekendelse til bæredygtig udvikling ligger det problem, som WBCSD markerede i oplægget til Johannesborg Topmødet i 2002 - 'virksomhedernes bidrag til bæredygtig udvikling må blive en del af virksomhedernes forretningsmæssige kærneaktiviteter og ikke gennem filantropisk virksomhed, og den indsats må derfor også være profitabel'.