Saxo og Rigsdagen i Besancon

Artiklen omhandler Rigsdagen i Besancon 1162 og Saxos beretning herom. Saxo er den mest udførlige kilde til denne begivenhed, men kan ikke fuldstændig tages for gode varer. Dette hænger sammen med, at Saxo havde sin egen agenda. Saxo beskriver kong Valdemar som den retfærdige konge, men kejseren er den falske, troløse hersker, der lokker Valdemar i fordærv. I virkeligheden var Valdemars tilstedeværelse udtryk for realpolitik fra dansk side, da man på et tidspunkt, hvor kejseren stod stærkt, anså det som hensigtsmæssigt at sværge lensed til ham for at udgå voldsomme repressalier. En svaghed hos Saxo er den manglende storpolitiske referanceramme, og simplificerer frontlinierne i det kirkepolitiske skisma, der da deler Europa. Det tyske kejserrige er således ikke en monolitisk størrelse, men selv splittet og kejseren har kun opbakning i den del af sit bagland. Da begivenhederne går ham imod, mister kejseren yderligere hjemlig opbakning, ligesom den danske lensed ikke får nogle videregående konsekvenser herhjemme.